Weekendbloggen: Flugten til Amerika

Nu bliver det billigere at rejse til USA. Lykken venter i Guds eget land. Flyselskaberne står i kø. USA opkræver turistskat. Men pyt, vi kommer i de lange køer, vi alligevel står i ved indrejsen.

Som Christian Winther skrev i 1830 længe før, der var tænkt på flyverejser: ”Konfektrosiner og mandler der gror/i store duske de hænge/på træerne sammen to og to/ og koster slet ingen penge.” 
Til sommer får vi nærmest en luftbro mellem Norden og Amerika. Og billigt bliver det. Åh, så forunderligt. Hvis det bliver ved med at se ud, som det gør lige nu, bliver der en kraftig overkapacitet på flyrejser fra Norden. Nyd det mens det varer!

Lad os starte med Island. Fem forbindelser til amerikanske byer fra Reykjavik med Icelandair. Tre med Iceland Express. Plus en med Delta mellem Keflavik og New York.

Det er da noget, der vil noget til og fra en ø med knap 350.000 indbyggere. Hvad i alverden Delta Airlines vil med den rute og i den konkurrence, forstår jeg simpelthen ikke. Skynd jer kære islændinge, ”mens guldet ligger dig for din fod, du bukker dig kun for at fået” citat: Igen Christian Winther i Flugten til Amerika.

Næste kampplads bliver Norge, som SAS så sørgeligt har svigtet i flere år ved ikke engang at have en eneste oversøiske rute fra et land, der selv er medejer af selskabet. Til gengæld flyver Continental mellem Oslo og New York, og det samme gør om sommeren USAirways til Philadelphia.

Nu kommer så langt om længe SAS med den gamle velkendte rute mellem Newark og Oslo og skal nok tage en stor bid af kagen med EuroBonus i baglommen. Det er sidste udkald, inden Norwegian har truet med en start, som jeg meget tvivler på bliver til noget. Det er måske sjovest at have med i trusselbilledet.

Det er lidt mere behersket med Stockholm, hvor især ruten til New York synes overfyldt. Med både Continental, Delta og SAS der byder op.
København har en helt central placering som hub til USA. Endnu da. Men der er en del, der vil ind og slås her. SAS flyver daglig til New York, Chicago og Washington – men hvor blev Seattle og den bebudede rute til San Francisco af. Og hvor blev natruten fra New York til København af?
Vi ved det godt. Spareprogrammet. Men når der nu skal være kamp! Det vil naturligvis gå ud over København, at nordmændene endelig får deres egen rute og færre rejser transfer i København.

Vi kan da godt blive lidt nostalgiske og tænke tilbage på den gang Austrian fløj med mellemlanding i København til Chicago, eller Tower Air fløj til New York og Florida, SAS fløj til Los Angeles og Seatle, og Finnair mellemlandede i København fra Helsingfors til New York. Da var der gang i USA-trafikken.For TWA og Northwest var der jo også med mellemrum.

Til sommer har vi heldigvis fortsat Continental til New York, og Delta til både New York og Atlanta, hvis vi da ellers kan regne med det.

Imod de billige priser tæller, at de amerikanske selskaber har det med pludselig at droppe ud, hvis det ikke svarer til forventningerne. Og at SAS ikke sætter nye afgange ind, hvis ikke forventningerne holder.
Da er der vel nok plads til endnu en Kina-rute!

 

Deltag i debatten og skriv din mening her på bloggen!

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen