Weekendklummen: Transportminister med go i

Ikke siden Keld Olesen og Arne Melchior mindes jeg vi har haft (trafik) transport- ministre, som i den grad gik til opgaven med ildhu og en ny mening om tingene, udover en bro til Tyskland og en ekstra motorvej i Jylland.

Det har vi i sandhed fået i Hans Christian Schmidt (V). Den ene dag vil han gøre op med det tungsindige personcheck i sikkerhedskontrollen i vore lufthavne. Den næste vil han gerne på sin tur til Indien prøve at få Air India tilbage til København. Som de i øvrigt har været før.

Så går der nogle dage, og DSB skal have mere konkurrence – og en ny generaldirektør. Endelig når vi frem til klimakset: Ministeren kræver mere stil over taxachauffører.

Se, det er til at forstå. Ministeren vil ”fastsætte krav til beklædning af førere i taxaer.” Om det ligefrem er et lovforslag, som Berlingske skriver, tvivler jeg nu på.  I givet fald kunne det blive en ny burka-sag, selv om der er flere taxachauffører end tildækkede muslimske kvinder i Danmark.

Hans Christian Schmidt vil have chaufførerne op i gear, hvad deres påklædning angår. Det er også hårdt tiltrængt. Alligevel må det vel først og fremmest være vognmændenes helt egen sag. Da danske taxaer imidlertid er så centralt styret, at konkurrence bogstaveligt talt ikke eksisterer, giver det ikke i sig selv grund til mere komfort og mere velklædte chauffører.

Helt ynkeligt er det, at direktør Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd, bifalder og siger: ”Det er vigtigt for kunderne klart at kunne se, at det er en taxachauffør, der kommer og henter dem.”

Tænk, at en minister er nødt til at fortælle hende det. Hvorfor i alverden har hun ikke for længst sat det i gang i egne rækker, som det ville ske – hvis der var et behov – i enhver anden stor virksomhed.

Sagen er, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan chauførerne går klædt, hvor nusset vognene er, og om de kender vejen. Det afgørende er, hvilket nummer de holder i køen. Prisen er også den samme.

Nedsatte priser i weekenden, som det kendes fra fly og hoteller, er mørk tale for Taxi Rådet. De sætter i stedet priserne op. Russisk planøkonomi i bedste stil.

Hvad mener du? Er der i orden, at ministeren går ind i en påklædningsdebat med hyrevognsselskaber?

  

Skrevet af Ejvind Olesen