Wizz Air åbner Billund-Gdansk

Wizzair at LTN 013-HDRWizz Air udvider rutenettet fra Billund Lufthavn med en ny rute til Gdansk i Polen. Den åbner 19. juni med afgange mandag og fredag.

Det nye samarbejde med Wizz Air er resultat af en fokuseret indsats for at styrke Billund Lufthavns rutenet til Central- og Østeuropa, og den nye rute supplerer afgangene til Riga, Vilnius, Budapest og Prag. Prisen på enkeltbilletter til Gdansk starter ved 70 kroner.

”Vi oplever øget efterspørgsel på ruter til Central- og Østeuropa, og specielt Polen er et marked med stort potentiale. Vi håber, at det nye samarbejde bliver en succes, og at samarbejdet åbner for flere afgange og destinationer”, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.

”Det er virkelig godt, at der kommer flere flyforbindelser til Polen – nu fra Billund Lufthavn, som ligger godt for mange danske virksomheder. Polen er i de senere år blevet et vigtigt produktionsland for Danmark, så gode flyforbindelser er med til at skabe værdi og vækst i Danmark”, siger Eigil Rindorf, formand for Dansk-Polsk Handelskammer.