TURISME: Wonderful Copenhagen har overraskende opsagt sin kommunikationsansvarlige for møde- og kongresområdet – hun er også formand for den danske afdeling af Meeting Professionals international, MPI.
44-årige Ulrika Mårtensson stopper med udgangen af denne måned. I en meddelelse fra Wonderful Copenhagen til samarbejdspartnerne skriver vicedirektør Jonas Wilstrup bl.a.: ”I forbindelse med Wonderful Copenhagens og Meetingplace Wonderful Copenhagens nye strategier har vi fra Wonderful Copenhagens ledelses side besluttet at ændre den fremadrettede kommunikationsindsats med nye kræfter og nyt fokus. Det betyder, at Ulrika Mårtensson fratræder som kommunikationsansvarlig for møde- og kongresområdet i WoCo.”
”Ulrika har i sit mangeårige virke i Wonderful Copenhagen med stor succes arbejdet dedikeret og engageret for at sætte mødebyen København på verdenskortet. Ulrika har en stor personlig andel i den position som København i dag har internationalt. Ulrika har opnået markante resultater, der har høstet udmærkelser i ind- og udland,” stod der bl.a. fra Jonas Wilstrup.
Ulrika Mårtensson har gennem årene vundet flere priser – senest sidste år i form af MPI Denmark’s Outstanding Achievement Award for at promovere København som mødedestination med kampagnen BeeSustain.
Svenske Ulrika Mårtensson, der har været 15 år hos Wonderful Copenhagen, er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet. Hos WoCo har hun også titel af senior konsulent – møder & kongres.
Hun siger til standby.dk: ”Nu står verden åben, men det er endnu så nyt, at jeg bl.a. vil bruge julen til at tænke mig om. Jeg er glad for at have været så aktiv i mit netværk og bl.a. lagt mange kræfter i arbejdet hos MPI. Jeg har gennem årene arbejdet bredt med kommunikation, jeg har en stor brancheindsigt og forhåbentlig en profil, der kan bruges flere steder.”
”MPI har 30. marts sin årlige awardshow, hvor vi hylder mødebranchens bedste. Jeg brænder meget for konstant at få hævet niveauet i mødebranchen, at man videreuddanner sig og bliver stadig mere professionel,” siger Ulrika Mårtensson.
Meeting Professionals International, MPI, er verdensomspændende forening, der arbejder på at professionalisere møder samt skabe kontakt og forretningsmuligheder på tværs af kloden for sine over 17.000 medlemmer. MPI Denmark er med sine knap 200 medlemmer Europas største MPI-afdeling.