Lavprisfærge Norge-Danmark

Det lille norske rederi Kystlink  udfordrer nu de store rederier mellem Danmark og Norge, Stena Line, Color Line og DFDS Seaways. Kystlink sætter fra 18. juni en såkaldt lavprisfærge, ”Pride of Telemark” ind mellem Langesund i Norge og Hirtshals med to daglige afgange.

Som noget nyt er der fast lavpris også i højsæsonen på alle ugedage, hvor en bilpakke med fem passagerer t/r koster 990 kr., og en campingvogn med fem passagerer koster 1990 kr. t/r og en cykel koster 390 kr. t/r for cykel og rytter. ”Pride of Telemark” kan tage 550 biler og 1.500 passagerer. Sejltiden vil være omkring fem timer.

”Mange lavpriskoncepter er dukket op de sidste år inden for luftfarten. Det er vores mål at gøre det samme indenfor færgetrafikken. Tanken bag konceptet er at give folk mulighed for at rejse til lav pris når det passer dem, og ikke bare i forbindelse med specielle afgange med lav efterspørgsel,” siger Lasse Andersen, markedsdirektør, Kystlink. Pikant er det, at Kystlink sætter sin pris i kroner, og sætter norske og danske kroner til at have samme værdi.

Skrevet af