SAS-spareplan kuldsejlet

SAS-ledelsens storstilede spareplan er kuldsejlet, resultatet kan blive dramatiske nedskæringer, masseafskedigelser og flytning af arbejdsopgaver fra Scandinavian Airlines til andre selskaber, skriver Jyllands-Posten i dag.



En række store personalegrupper har nægtet at imødekomme ledelsens ultimative krav om massive besparelser, og trods indrømmelser er der meget langt til det samlede sparemål på mere end otte mia. svenske kr.




Der er dog et spinkelt håb om et bedre resultat, da samtalerne mellem kabinepersonalet og piloterne ikke anses for endeligt afsluttede. Der kan heller ikke udelukkes yderligere indrømmelser i dag, onsdag.



SAS’ ledelse regner nu på effekterne af de indgåede aftaler. Resultatet præsenteres sent i dag for de faglige organisationer, og i morgen skal bestyrelsen tage stilling til, hvordan SAS igen skal blive lønsom.



Koncernledelsen har gentagne gange advaret om, at både trafik og arbejdsopgaver vil blive løftet ud af Scandinavian Airlines og overtaget af andre og mere effektive selskaber, hvis spareplanen ikke kommer i hus.




Fagforeningerne har eksempelvis ønsket at kæde besparelserne sammen med fornyet vækst, når omkostningerne blev bragt ned, men koncernchef Jørgen Lindegaard vil ikke give garantier.

Skrevet af