DRF advarer mod lovsjusk ved momsforslag

”Vi kan ikke vide, om selve loven bliver lovsjusk, men processen med selve lovforslaget øger sandsynligheden for lovsjusk væsentligt. Loven skal først træde i kraft om 22 måneder, vi fik kun fire arbejdsdage til at komme med vores kommentarer – jeg forstår ikke, hvorfor man har så travlt,” sagde Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, søndag til Take Off.



Baggrunden for den hårde kritik fra DRF skyldes Skatteministeriets lovforslag om moms og lønsumsafgift.



DRF har netop sendt sine kommentarer til lovforslaget om ændring af merværdiafgiftsloven og lov om afgift af lønsum m.v. – lovforslaget bliver kraftigt kritiseret.



Ikke mindst er DRF stærkt utilfreds med, at lovforslagets høringsperiode kun var fire arbejdsdage. Derfor har det ikke har været muligt for DRF ”at gennemføre den høringsproces blandt foreningens medlemmer, som tidligere har været ved lovforslag med en helt afgørende betydning for den måde, der drives rejsebureauvirksomhed på i Danmark,” skriver DRF bl.a. til Skatteministeriet og tilføjer:



”Det er uacceptabelt, at et lovforslag, som med ét slag indfører en ny, administrativ byrdefuld skatteregel i en hel branche, ikke fremlægges i en langt mere dialog-orienteret form… Og der er ikke udført en vurdering af de administrative konsekvenser af loven hos Erhvervs- og selskabsstyrelsens Center, som det ellers er kutyme.”



DRF sendte fredag sin ca. 2.500 ord lange første reaktion til Skatteministeriet samt til sine medlemmer.



DRF påpeger, ministeriets embedsmænd nærmest har fået øje på et fatamorgana når de i lovforslaget hævder, at provenuet ved indførelse af moms i rejsebranchen kan give staten en årlig nettoindtægt på 160 mio. kr.



Blandt DRF’s mange andre kritikpunkter er, at lovforslaget vil øge salg via flyselskabers hjemmesider, betyde udflagning af danske rejsebureauer og give bureauerne store udgifter til ny it-teknologi.





Lovforslaget drøftes på onsdag ved DRF’s årsmøde.





HB


Skrevet af