Mellemøsten bekymrer danske turister

Efter de voldsomme reaktioner på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er danske turister i tvivl om de er velkomne i Mellemøsten. ”Vi har mange henvendelser om danskere er upopulære, om de kan være sikre eller om de bliver spyttet på,” siger Jan Lockhart, direktør i Apollo og formand for Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RID), til Politiken.



Også Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) får mange opringninger. ”Det har endnu ikke ført til en større afbestillingsbølge. Man kan afbestille omkostningsfrit når Udenrigsministeriet fraråder at rejse,” siger DRF’s direktør, Lars Thykier.

Men det gør Udenrigsministeriet ikke. ”Men det udvikler sig time for time,” siger Lars Thuesen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.



På ministeriets hjemmeside er rejsevejledningerne for mellemøstlige muslimske lande opdateret med: ”I den aktuelle situation bør danskere udvise ekstra stor agtpågivenhed.” Det gælder bl.a. Egypten, Israel, Algeriet, Jordan, Syrien, Libanon og Saudi Arabien.



For første gang bruger Jyllands-Posten ordet ”undskyld”. ”Det er en undskyldning af, at vi har krænket mange muslimer. Det har været utilsigtet. Vi anede ikke, at det ville vække så megen forargelse og harme,” siger chefredaktør Carsten Juste til Ritzau.



USA’s tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, sagde i Qatar, ifølge det franske nyhedsbureau AFP: ”Ingen er helt fri for at danne stereotyper om racer og religion… Der har været dette rædselsfulde eksempel i Danmark,” sagde han.


Skrevet af