Rejsebranchens ansatte svigter seriøse arrangementer

I aften har PATA (Pacific Asia Travel Association) Danmark 60 tilmeldte medlemmer til filmen om World Trade Center.

Ligeledes i København torsdag aften skulle direktør for Danmarks Rejsebureauforening, Lars Thykier, have debatteret med Jan Vendelbo, formand for de fleste charterarrangører, RID (foreningen af Rejsearrangører i Danmark), om hvorfor Danmark har brug for to foreninger i rejsebranchen. ”En fortryllende chance at opleve Lars og Jan på diplomatsnakkende glatis,” sagde en kilde.



Men mødet – arrangeret af Rejsebranchens Udannelsescenter (RBU) og bl.a. omtalt på Take Offs hjemmeside – er udskudt til efter nytår. Kun 11 havde tilmeldt sig. I næste uge skulle samme møde være holdt i Århus, her havde kun to (2) tilmeldt sig!



De skuffende tilmeldingstal til endnu et godt RBU-arrangement, fik onsdag RBU’s leder, Berit Elmark, til at sige, ”Jeg er uforstående overfor, at det ikke solgte bedre, men arrangementet skal vel sælges mere sexet.”



En topdirektør i rejsebranchen sagde til Take Off: Hvis jeg skulle sige noget om det ringe tilmeldingstal, ville det være som præsten der i kirken om søndagen brokker sig over alle de ugudelige, som ikke er kommet i kirke.



Det er et problem at alt for få af de mange tusinde i rejsebranchen gider bruge nogle timer på noget seriøst.



Fx havde IATA-Cometerne mandag i sidste uge en debat-aften på Hotel Dan i Kastrup om rejsebranchens fremtid.

Men den samlede kun 25 cometer, under hver fjerde af foreningens medlemmer. På mødet debatterede de adm. direktører for Travellink og Billetkontoret, hhv. Sophie Hulgaard og Jesper Schou, samt Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner.



Det ringe fremmøde fik Cometernes formand, Glenn Birkelev, til at skrive til sine medlemmer: ”bestyrelsen kan ikke forstå, at flere ikke deltog.”



HB

Skrevet af