SAS kabinepersonalet siger ja til lønnedgang

“Vores medlemmer har med deres klare tilkendegivelse vist imødekommenhed, ansvar og samarbejdsvilje. Nu må vi blot vente og håbe på, at SAS ledelse og bestyrelse gør det samme.”



Sådan skriver formanden for kabinepersonalet i SAS til sine medlemmer samtidig med, at det oplyses at 80,8 procent sagde ja til at gå syv procent ned i løn og tillæg, som en varig nedgang. 12,9 procent sagde nej og 6,3 procent stemte ved ikke.



Der er imidlertid knyttet ret så kontante betingelser til det udspil. SAS flyene skal fortsat bemandes med kabinepersonale på CAU overenskomst. Vælger SAS at bryde med den forudsætning og sætte udenlandsk kabinepersonale til at flyve ind og ud af Danmark, bortfalder aftalen og lønnen hæves igen med syv procent.



Bedømt ud fra ledelsen udmelding, er det sandsynligt, at lønnen dikteres ned med syv procent i dag og i morgen, når ledelsen og senere bestyrelsen træder sammen i Stockholm. Og at man under ingen omstændigheder vil acceptere betingelser.



Dermed er spændingen på sit højeste, men det er ikke sandsynligt, at spareplanerne fører til strejke. I så fald kan alt ske med SAS fremtid, for denne gang er bestyrelsen ikke indstillet på nogen form for kompromis.



Onsdag formiddag er der pressemøde hos SAS i Stockholm med melding om fremtiden.

-ejv


Skrevet af