DFDS får stadig flere konferencegæster

”Antallet af konferencekunder er med pæne stigningstakter på vej mod 90.000 om året mellem København og Oslo. Mange firmaer ser en klar fordel i at kombinere det sociale med det arbejdsmæssige,” siger salgsansvarlig for området hos DFDS Seaways’, Jan Seerup, til Take Off.



Rederiets to skibe på dets hovedrute, Pearl og Crown – begge med efternavnet ”of Scandinavia” tilbyder mange mødelokaler. Og alene i Pearls auditorium er der plads til 210 personer. Hertil kommer at Pearl har 14 mødelokaler, mens Crown har 10.



”Vores mødefaciliteter bruges også til mere specielle events, fx lancering af en ny bil. Her hejste Citroen en ny model på soldækket af skibet, og den blev så præsenteret for de indbudte gæster,” fortæller Jan Seerup.



60 % af de ca. 90.000 konferencegæster er nordmænd – og i øvrigt har DFDS samarbejde med SAS, så konferencegæster kan sejle den ene vej og flyve hjem.



Jan Seerup laver også en række andre firmaaftaler med DFDS’ erhvervskunder.



”Ved at sejle til Oslo eller København behov er man fri for at piske ud og ind af lufthavne, men kan stille og roligt nyde turen til Oslo eller København, forberede det sidste til sit møde – vi har bl.a. trådløs internetforbindelse på Crown og Pearl, spise en god middag og slappe af. Gæster der rejser på vor Commodore Class har bl.a. adgang til den særlige Commodore Lounge ombord på skibene,” siger Jan Seerup.



Et af den kommende 25 års jubilars arbejdsområder er

Sponsorater. Fx er DFDS medsponsor for superligaklubben FC Nordsjælland.

”Sponsorerne mødes til hjemmekampene – den er sådan en slags erhvervsklub, hvor vi også kan bruge vores møder til netværksarbejde,” siger Jan Seerup.



Privat danner Jan Seerup par med fru Karin – parret mødte hinanden som teenagers og har nu været gift i 29 år. Karin arbejder i annonceafdelingen i Politikens Hus.

Parret elsker at rejse, Europa er blevet udforsket mange gange, men der har også været ture til USA og Thailand.



Og ja, så har de da også været på rigtig krydstogt. Det skete for fire år siden i forbindelse med sølvbrylluppet. Her blev der sejlet en uge i Caribien med afgang fra Miami ombord på et skib fra Royal Carribean. ”Dét var en fantastisk oplevelse, en af vores største til dato,” siger Jan Seerup.



Jan Seerups 25 års jubilæum i DFDS Seaways fejres med en reception på torsdag, 14. september, mellem kl. 15-17 i DFDS House på Sundkrogsgade 11 i København.



HB

Skrevet af