Flere fløj med SAS

Flyselskaberne i SAS koncernen havde i sidste måned 11,3 % flere passagerer og 2,4 mio. rejsende – tallet er lidt større, fordi februar i år var skudår, altså med en ekstra dag.



Den samlede kabinefaktor i SAS endte på næsten 67 % – en fremgang på en halv procent sammenlignet med februar sidste år.

Navnlig var der stigende kabinefaktor hos SAS International, som flyver langruterne – men også hos norske Widerøe, SAS Norge og AirBaltic.



Februars produktion for SAS Danmark – målt i tilgængelige sædekilometre var 11,5 % over sidste års. Passagermængden steg 8,5 % i forhold til februar 2007. Den gennemsnitlige kabinefaktor faldt i forhold til februar sidste år 1,8 % til 62,3 %.



“Andelen af fulde fly er igen stigende, men trafiktallene for februar 2008 er påvirket af Q400-situationen, så det var ventet, at kabinefaktoren ville dale pga. indhyret kapacitet. Jeg er glad for, at vi har erstatningsfly for Q400, så vi kan dække vores normale trafikprogram tæt ved 100 %,” siger adm. direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen.



Den negative bundlinjeeffekt fra de manglende Q400-fly, venter SAS vil påvirke resultatet negativt med omkring 400 mio. svenske kr. i 1. kvartal, skriver RB-Børsen.


Skrevet af