Krydstogtsalg boomer hos SCC

Royal Caribbean sælger godt her til lands. Det er meldingen fra rederiet og fra dets største agent i Danmark, Scandinavian Cruise Center i København. Herfra siger adm. direktør, Harald Rytz (billedet), til Take Off Weekly:



”Danmark har længe salgsmæssigt ligget i kølvandet på Sverige og Norge. Men nu er det danske publikum begyndt at opdage, hvor meget de får for 750-1.000 kroner om dagen på et krydstogt. Det får dem til at efterspørge krydstogter hos rejsebureauerne. Det kan vi mærke, fordi vi samarbejder med en række rejsebureauer, som bl.a. henviser til os, fordi de ikke selv har samme ekspertise på dette felt. Allerede nu har vi solgt det samme med Royal Caribbean som hele sidste år.”



Efterspørgslen er størst på krydstogter i Østersøen, men ofte må de mulige kunder skuffes, for danskerne har endnu ikke lært, at krydstogt skal bookes i god tid.

”Det er bestemt ikke unormalt at mere krydstogtvante nationaliteter som italienere og amerikanske booker et halvt år i forvejen,” siger Harald Rytz.



SCC repræsenterer udover Royal Caribbean også en halv snes andre rederier.



SCC hjælper gerne rejsebureauerne med at få mere erfaring i at sælge krydstogter. De fleste rederier giver støtte til marketing og god provision.

”Men til trods for det, holder mange rejsebureauer fingrene fra det. De vil ikke sælge noget, de ikke har forstand på,” siger Harald Rytz.



Rejsebureauer med interesse for krydstogter er velkomne til at kontakte ham. De kan bl.a. blive inviteret til fremvisning af krydstogtskibe i de danske havne og få glæde af de mange agenttilbud fra rederierne om at prøve et krydstogt.

Skrevet af