I morgen, torsdag, meddeler den europæiske fodboldunion, UEFA, hvem der får værtskabet for EM-slutrunden i fodbold 2008. I fællesskab er Danmark, Finland, Norge og Sverige blandt de syv ansøgere.
For de fire nordiske lande anslås de direkte afledte indtægter fra EM-slutrunden at beløbe sig til næsten 1,8 mia. kr. Sverige scorer 680 mio. kr., Danmark 480 mio., Finland 340 og Norge 300 mio. kr.
”Efter så stor en begivenhed er der altid en pluseffekt for turismen, der skal måles i milliarder. Barcelona er et godt eksempel, fordi byen efter OL 1992 formåede at udnytte pluseffekten kulturelt og erhvervsmæssigt. Det vil vi også gøre efter et EM i de nordiske lande,” siger HORESTA-formanden, Niels Nygaard, og tilføjer:
”Med de nye hotelbyggerier, bl.a. Hilton og Marriott, er hotelkapaciteten i København allerede øget med 3.000 værelser, og inden 2008 vil det tal være næsten fordoblet. Desuden kan både Malmø og resten af Sjælland tage fra ved et sådant arrangement.”
Udover det fælles nordiske bud søger også Østrig/Schweiz, Kroatien/Bosnien-Herzegovina, Grækenland/Tyrkiet, Ungarn, Rusland samt Skotland/Irland om værtskabet.