”Eurovision Song Contest sætter ikke alene København, men hele Danmark på verdenskortet. Og det er der brug for i kampen om at tiltrække udenlandske investeringer, turister og konferencebegivenheder,” siger Horestas direktør forud for MGP-finalen i morgen.
170 millioner TV-seere forventes i morgen aften at kigge med på finalen fra B&W Hallen i København. Det store millionprojekt har givet masser af ekstra omsætning i navnlig hovedstaden – men MGP er også blevet dyr med en budgetoverskridelse på næsten 23 mio. kr.
København har fået omtale af de ca. 1.700 pressefolk fra det meste af verden som er i hovedstaden i denne tid.
Takeoff.dk var forleden på back stage-tur i B&W Hallen, som er blevet omskabt til en nærmest multiarena. En sjov detalje mht. finalen i morgen er, at de tre værter på scenen får mad fra tre forskellige spisesteder for at undgå, at alle tre eventuelt går ned med madforgiftning…
Der har i denne uge været to semifinaler med hhv. 16 og 15 deltagende lande – 10 lande fra hver semifinale gik til finalen, der også har deltagelse af Danmark som værtsnation som de fem store europæiske lande, der betaler mest til EBU, det europæiske TV-selskab, der står for melodi grand prixet.
I B&W Hallens bagområde er der plads til kunstnerne, pressefolk og alle de andre involverede. Her er bl.a. stort make up-område, og ud over sminke er der f.eks. 1.000 kunstige øjenvipper.
Inde i den store sal er der plads til 8.500 siddende publikummer samt 2.500, der har betalt ekstra for at kunne stå foran scenen. Selve scenen er bygget af Det kgl. Teater og der er 22 TV-kameraer til at optage showet.
I en kommentar til MGP’et siger Horestas adm. direktør, Katia Knipschildt Østergaard, til takeoff.dk: ”Det har været en intens uge, ikke mindst præget af de semifinaler, der løftede sløret for de fantastiske rammer, der er blevet skabt i den historiske B&W hal. Jeg er stolt på Danmarks vegne og kan dårligt vente til finalen i morgen, som jeg skal følge sammen med godt 170 millioner TV-seere verden over. Det har været noget af en bedrift at få – og løfte – værtskabet for verdens største musikkonkurrence, og det er en enestående begivenhed for hele landet,” siger hun og tilføjer:
”Alle egne af landet høster gavn af denne mega-event, både på kort og længere sigt. Det er en unik mulighed for at vise hele Danmark frem fra sine bedste sider; et fantastisk udstillingsvindue til alle Danmarks seværdigheder og kompetencer. Begivenheden sætter ikke alene hovedstaden, men hele Danmark på verdenskortet. Og det er der brug for i kampen om at tiltrække udenlandske investeringer, turister og konferencebegivenheder.”