Heathrow Express, der i denne måned fejrer 25-års jubilæum, fotograferet på Paddington-stationen i London. PR-foto.

100 millioner passagerer på 25 år

Heathrow Express – hurtigtoget mellem London Heathrow og Paddington-stationen i London – fejrer i denne måned 25-års jubilæum. Gennem årene har der været over 100 millioner passagerer.

Den 26 kilometer lange strækning blev officielt åbnet den 23. juni 1998 af daværende premierminister Tony Blair. Turen efter toget har forladt Terminal 2, 3 og 5 i Heathrow-lufthavnen er et kvarters tid uden stop til den store Paddington-station i det centrale, vestlige London. Rent teknisk klares betjeningen af ruten i et partnerskab mellem Great Western Railway og Heathrow Express Operating Company, sidstnævnte er et datterselskab til Heathrow Airport Holdings.

Heathrow Express skriver i en pressemeddelelse, at HEx, som togforbindelsen også kaldes, kører hvert kvarter i hver retning fra tidlig morgen, klokken 05 på hverdage, til omkring midnat. Det giver op mod 150 afgange med Heathrow Express hver dag og i snit 17.000 daglige passagerer i begge retninger.

Siden åbningen i juni for 25 år siden har mere end 100 millioner passagerer benyttet Heathrow Express, der medtager børn op til 15 år gratis, når de kører sammen med en betalende voksen. Mellem London og Heathrow er der blandt andet gratis Wi-Fi med højhastigheds 4G-netværk – ligeledes er der ved passagersæderne strømstik til for eksempel opladning af mobiltelefoner med mere.

Selve London Heathrow havde sidste år 61,6 millioner passagerer, hvilket var en forbedring på vilde 215 procent i forhold til 2021, hvor 19,4 millioner passagerer benyttede lufthavnen. Dermed har Heathrow-lufthavnen taget et stort skridt mod niveauet for 2019, hvor 80,9 millioner rejsende fløj til og fra lufthavnen.

Også tog til andre London-lufthavne
Heathrow er Londons primære lufthavn. Men også de andre store lufthavne omkring den britiske hovedstad har tog til og fra London:

Gatwick Express kører mellem stationen London Victoria og Gatwick Airport (syd for London)

Stansted Express betjener strækningen mellem London Liverpool Street-stationen og London Stansted Airport (nord for London)

Luton Airport Express opererer fra London St. Pancras-station og London Luton Airport, øst for hovedstaden.

 

Relaterede artikler:

Europæisk højhastighedstog lukker – flere ekstra fly

31 strejkedage i Europas største lufthavn

Ny toglinje i London har haft 150 millioner rejsende