Mangel på arbejdskraft truer genopretningen af europæisk turisme, hedder det i ny rapport, der opfordrer myndighederne til at hjælpe. Alene i Danmark beskæftiger turismen omkring 175.000.
Under coronakrisen med mange rejserestriktioner ramte store fyringsrunder også rejse- og turismebranchen. Ifølge ny rapport fra World Travel & Tourism Council (WTTC) og European Travel Commission (ETC) forsvandt der under coronakrisen omkring 1,7 millioner arbejdspladser i europæisk turisme.
Masser af stillinger i rejse- og turismebranchen er siden med genåbningerne vendt tilbage, men mange af de fyrede har fundet god ny beskæftigelse i andre brancher.
I en pressemeddelelse fra WTTC og ETC hedder det, at der lige nu er skønsmæssigt 1,2 millioner ledige jobs i rejse- og turismesektoren i EU-landene.
Alene rejsebureauer i EU-landene mangler ifølge analysen omkring 360.000 nye medarbejdere. Herefter kommer områder som luftfart og overnatningssteder som for eksempel hoteller.
Alene i Danmark beskæftiger turismen, ifølge rapporten ”Turismens økonomiske betydning i Danmark” i normale år omkring 175.000 arbejdstagere, største beskæftigelsesområde er hotel- og restaurationsbranchen.
Mangel på arbejdskraft udfordrer genopretningen
World Travel & Tourism Council og European Travel Commission skriver i deres rapport, at genopretningen af rejse- og turismebranchen i EU-landene udfordres, hvis branchen ikke tilføres flere nye medarbejdere.
I løbet af navnlig anden halvdel af sidste år, hvor stadig flere rejserestriktioner blev skrottet og erhvervs- og leisureturisterne igen begyndte at rejse til andre lande, er der blevet ansat 571.000 i den europæiske rejse- og turismebranche. Men der er stadig mange ledige stillinger.
Julia Simpson, direktør for WTTC, siger i pressemeddelelsen: ”Europa har været hurtig til at genrejse sig efter coronakrisen, men manglen på ledige hænder i rejse- og turisme kan forsinke yderligere genopretning, også fordi rejse- og turismeerhvervet kæmper med andre brancher om medarbejdere.
EU-landenes regeringer må sammen med den private del af rejse- og turismesektoren samarbejde om at gøre det mere attraktivt at arbejde i rejse- og turismebranchen.”
Forslag til forbedringer
WTTC og ETC har en række områder, hvor myndigheder og private arbejdsgivere kan gøre en indsats for at skaffe flere medarbejdere til rejse- og turismebranchen i EU-landene.
Det skal være nemmere for arbejdskraften at være mobil, blandt andet skal det være lettere at tage job i andre lande.
Der skal være bedre arbejdsforhold, hvis rejse- og turismebranchen skal tiltrække nye medarbejdere. Disse områder kan være et bedre socialt sikkerhedsnet med for eksempel sygeforsikringer, bedre muligheder for avancement til bedre betalte stillinger samt bedre muligheder for at oplære nye talenter i rejse- og turismebranchen.
Relaterede artikler:
Hoteldirektører mødtes med beskæftigelsesminister
Hvert andet danske hotel mangler arbejdskraft
Nedskæringer for studerende rammer også hoteller