Charterfesten er ved at være slut

2007 blev et nyt rekordår for charterbranchen målt på antallet af passagerer. Men indtjeningen er faldet, og 2008 kan blive et vanskeligt år, da branchen risikerer at sætte for meget kapacitet ind, så en del af rejserne må sælges for billigt.

”Det er nu, det vil vise sig, om charterbranchen har lært lektien fra tidligere, da mange selskaber blev for optimistiske og øgede produktionen, fordi det forløbne år var gået godt,” siger Ole Egholm, der er direktør i Dansk Brancheanalyse, som hvert år gennemgår rejseindustriens regnskaber.

Noget tyder dog på, at charterselskaberne er blevet mere professionelle og realistiske i forhold til for år tilbage, da vækst og flere rejser stod højere på dagsordenen end tilpasning og lønsomhed.

”Vi er blevet klogere i charterbranchen. Jeg er overbevist om, at der vil blive udbudt færre rejser i 2008. Det er også nødvendigt, for jeg er overbevist om, at pengene ikke sidder helt så løst hos danskerne, som de har gjort,” siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 27. december, 2007)

Skrevet af