15.000 fyringer på vej i Air India

Air Indias beslutning om, at skære en betydelig del af medarbejderstaben fra er kommet som et stort chok for den indiske luftfartsindustri, der mærker presset fra den økonomiske nedgang i Indien og i verden. Det skriver Khabrein.info torsdag.

 

 – Vi planlægger at tilbyde orlov uden løn i tre til fem år. Vi kan overveje det for omkring 15.000 medarbejdere, siger Raghu Menon fra Air India.

 

Beslutningen fra Air India kommer efter, at Indiens næststørste flyselskab, Jet Airways, for tre dage siden besluttede at fyre 2000 medarbejdere efter sammenlægningen med Kingfisher Airlines.

 

Dette har udløst protester fra både medarbejdere og politikere, og Jet Airways bliver truet med forbud mod at lette fra Mumbai Airport, hvis ikke beslutningen omstødes. Regeringen mener derimod, at det er et internt anliggende. 

 

Regeringen havde onsdag imidlertid udelukket fyringer i Air India, da luftfartsministeren forsikrede de ansatte om, at der ikke er nogen planer om at skære i antallet af medarbejdere.

 

– Nej. Air India får ingen jobreduktioner. Luftfartskrisen vil bestemt få indflydelse på vækstplanerne, den vil påvirke fremtidige ansættelsesmuligheder som ville have kommet, hvis luftfartsindustrien var i bedre finansiel stand, siger ministeren.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen