Fredagsklummen: Nul drikkepenge giver problemer

Af Ejvind Olesen



I STORE AMERIKA lever utroligt mange mennesker af drikkepenge. Hvor systemet egentlig stammer fra, er der flere teorier om, men det er næppe indianerne, der har opfundet det.



Fra det helt ydmygende med forventningen og ingen tvang, er det nu i de større byer blevet kotume, at procentdelen simpelthen bare skrives på regningen. I New York får man let – for eksempel i Oyster Bar på Central Station – en regning, hvor der er skrevet 18 procent betjening på.



På min forsigtige forespørgsel om, hvordan vi er nået så langt, lød svaret: “Europæerne tror alligevel, det er inkluderet, og vi skal leve af drikkepenge. Skriver vi ikke på regningen, får vi ingenting fra andre end amerikanske gæster.”



“Ja men hvorfor 18 procent. I den øvrige verden er det dog normalt kun 15 procent?”.



“Det har vi nu engang besluttet.”



I DENNE UGE sagde så chefen for Royal Caribbean i Storbritannien, Robin Shaw – hvor rederiet får flere og flere passagerer – “at englænderne er dårlige til at ”tippe”, og at det tvinger rederiet til at overveje nye veje. Kun amerikanerne holder det niveau, rederiet og personalet forventer.”



Hidtil har passagerer hos RCCL frit kunne vælge, om de vil have obligatoriske beløb indregnet i den endelige pris, eller de selv vil betale i en kuvert den sidste dag. Her opfordrer man til et bestemt beløb. Nogle vælger imidlertid selv at vurdere ud fra service, og det kan sagtens give mere, men også mindre. Et særligt irritationsmoment er kommet til det sidste par år med en kuvert til overtjeneren på et mindre beløb. Ham eller hende kender de færreste, når krydstogtet er forbi.



Det er mit indtryk, at langt de fleste danske deltagere på krydstogter, indfrier forventningerne. Nogle agenter har drikkepenge med i programmet. Andre har ikke.

På deluxe skibe med alt inkluderet, er tips naturligvis også med.



OGSÅ NÆSTFORMANDEN i en dansk 3F klub er ude med en beklagelse over, at tjenerne ikke får drikkepenge på danske restauranter i samme udstrækning som før krisen. “Det er surt,” siger Jim Marvig.



Det behøver han nu ikke. Alle hans medlemmer får 15 procent, som bekendt skal være med i prisen på restauranten. At tjenere så – ikke mindst takket være kreditselskabernes venlighed med en ekstra linie på afregningsslippen – ofte får noget oveni – obligatorisk uden nogen særlig ekstra indsats – er bare en vane. I hvert fald ikke noget, man kan tillade sig at klage over, når det ikke sker.



I kommentarer til englændernes manglende lyst til at give drikkepenge på krydstogtskibe, skriver flere: “Så tag dog at give de ansatte en ordentlig løn, og indregn det i billetprisen!”



Hvad mener du? Burde drikkepenge på krydstogtskibe afskaffes? Stem i quick poll.


Skrevet af