Nyt rejsebureau kom godt fra start

Når bikiniklædte babes og muskuløse fyre kan slå sig løs i TV 3’s reality-program, Paradise Hotel, skyldes det bl.a., at Camilla Neergaard Poulsen (foto) fra Group Travel har det store overblik.



Det nye grupperejsebureau sørger for, at alle kommer til Mexicos strande, og at de hjemstemte kommer tilbage til Danmark. Det samme gælder for deltagerne i det nyeste program, Wipe Out på TV5.



”Det kræver planlægning, tillid og tæt kontakt at sende så mange om på den anden side af kloden og sørge for, at de enkeltvis kommer frem og tilbage på det rigtige tidspunkt,” siger Camilla Neergaard Poulsen og tilføjer:



”Jeg har villet skabe et alternativ til store erhvervsrejsebureauer med tunge systemer, upersonlige internetportaler og fakturaer, som pludselig figurerer med gebyrer for det ene og det andet.”



Group Travel har i sin korte levetid vundet licitationer for rejserne til tv-produktioner som bl.a. Paradise Hotel Danmark, Paradise Hotel Norge og Wipe Out.



Det første halve år har det nye bureau omsat for 5,5 mio. kr. Flybilletterne udstedes af Billetkontoret.



Camilla Neergaard Poulsen styrer Group Travel fra hjemmet i Højbjerg ved Århus. Hun har været i rejsebranchen siden 1997, udlært hos Jysk rejsebureau.



”Jeg var i et års tid billetchef for Jysk Rejsebureau, men savnede kundekontakten og vendte tilbage til salgsfunktionen,” siger Camilla Neergaard Poulsen til Take Off. Hun har også arbejdet for CWT og MyPlanet.



Om årsagen til, at Camilla Poulsens nye enmands-betjente bureau har landet aftaler med tv-selskaberne siger hun:



”Jeg har tidligere arbejdet med dem på deres produktioner og de har så valgt at følge mig frem for min tidligere arbejdsplads. Jeg startede af samme årsag. De ringede sidste sommer for at høre, hvor jeg var og sagde, at de gerne vil have mig til at lave ”Paradise Hotel” igen. Så det var startskuddet.”





HB




Skrevet af