Hoteller og restauranter er blandt de erhverv, der har fået flest penge i forbindelse med de midlertidige tvangslukninger under coronakrisen. Her arkivfoto fra en af restauranterne på Københavns nyeste luksushotel, Villa Copenhagen, der åbnede sidste år. Foto: Jan Aagaard.

1,6 milliarder kompensationskroner til hoteller

Hoteller, restauranter og caféer fik fra marts til oktober sidste år 1,6 milliarder af de i alt 7,4 milliarder kr., staten udbetalte i kompensation for faste omkostninger, oplyser Danmarks Statistik.

Der er indtil videre bevilget 7,4 milliarder kroner i kompensation for faste omkostninger i perioden 9. marts til 31. oktober sidste år fordelt på 26.900 virksomheder. Det svarer til, at 8,3 procent af alle reelt aktive virksomheder i Danmark har anvendt ordningen til COVID-19-relaterede restriktioner som kompensation for faste omkostninger, for eksempel husleje, licenser eller renteudgifter, oplyser Danmarks Statistik i en ny analyse.

De brancher, der har modtaget de største kompensationsbeløb er Hoteller (822 millioner kroner), Restauranter (534 millioner kroner) og kategorien Caféer, værtshuse, diskoteker med videre (329 millioner kroner), viser tallene fra Danmarks Statistik.

Blandt de brancher, hvor relativt flest virksomheder har fået kompensation, ligger Fitnesscentre højest med 78 procent kompenserede virksomheder ud af alle virksomheder i branchen.

For brancherne konferencecentre og kursusejendomme, caféer, værtshuse, diskoteker og så videre samt hoteller er andelen over 60 procent.

Især kompensation til oplevelsesindustrien
”Analysen viser, at især brancher inden for oplevelsesindustrien har fået kompensation for faste omkostninger, for eksempel hoteller, restauranter, biografer og zoologiske haver. Analysen viser desuden, at der er bevilget store kompensationsbeløb til luftfartsindustrien,” siger chefkonsulent i Danmarks Statistik, Peter Bøegh Nielsen.

Analysen viser også, at der er flest kompenserede virksomheder i brancherne Restauranter (2.625), Frisørsaloner (1.827 virksomheder) og Taxikørsel (1.562 virksomheder).

Store beløb til luftfart
Blandt de 10 brancher med de højeste kompensationsbeløb er tre brancher inden for luftfart, blandt andet områderne Serviceydelser i forbindelse med luftfart og Ruteflyvning. For de tre brancher tilknyttet luftfart er det gennemsnitlige kompensationsbeløb over ti millioner kroner per virksomhed.

Der er flest kompenserede virksomheder er i Byen København, nemlig cirka 5.700 virksomheder. Denne landsdel er også overrepræsenteret blandt de kompenserede virksomheder, når der tages højde for antallet af virksomheder i landsdelene. Dette kan afspejle erhvervslivets sammensætning – og dermed konsekvenser af COVID-19 – i de forskellige landsdele, oplyser Danmarks Statistik.

Hele analysen fra Danmarks Statistik kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

730.000 færre hotelovernatninger

Københavnerhotel: Vi har belægning på 75 procent

Halv million færre besøgte danske oplevelsessteder