Af Ejvind Olesen
Nu kører debatten igen. Om de skandinaviske landes eventuelle salg af deres respektive aktier i SAS. De borgerlige politikere er parate, den norske regering er ikke. Det er den svenske regering heller ikke, men den borgerlige oposition har meldt ud, at hvis de vinder valget i Sverige her i september, vil de gerne sælge.
Det kan der være en masse gode grunde til, når man kun ejer hhv. 14 (Danmark og Norge) samt 20 procent (Sverige). Så let er det bare ikke. SAS var aldrig blevet til det det er, hvis ikke de tre lande havde stået sammen for 60 år siden. Ellers havde vi haft et Danair, som hutlede sig igennem i et lille marked som det danske.
Vores geografiske beliggenhed var ikke nok. Sverige er og var størst, og på det tidspunkt var norsk erhvervsliv ikke, hvad det er i dag og havde sikkert været et vedhæng til Sverige, inden man senere var gået selv.
Nu holdt tre lande hinanden i skak og løftede et skandinavisk flyselskab op til en unik position i den nordlige del i Europa med bare 20 mio. indbyggere. Sådan er det i og for sig fortsat.
Med tre lande som garanter – noget enestående i international luftfart – sikres mod storopkøb udefra og reducering til mindre regionale og nationale flyselskaber. De skal nok klare sig, men på et helt andet niveau. Og taberen er i alle tilfælde Københavns placering og Københavns Lufthavn.
Nok er den geografiske placering god, men den kan ikke i sig selv forhindre Lufthansa i at gøre SAS til en underafdeling af selskabet på samme måde, som det skete i Schweiz med Swissair.
Foreløbig har Norge meldt ud, at de ikke vil sælge. Den danske finansminister Thor Pedersen (V) har sagt, at han godt vil sælge, hvilket er dybt ulogisk, når han så vil beholde en minoritet i Københavns Lufthavn sammen med australier, som bestemmer.
Hvad mener du. Skal den danske stat sælge sine aktier i SAS ? Svar i quick poll.
Tagget med: Københavns Lufthavn Lufthansa SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

