SAS undsiger tillidsmand

Formand for HK Luftfart/SAS, Nicolas Fischer, sagde i denne uge til Børsen, at han ikke forstår, hvorfor SAS satser på erhvervsklientellet, som bliver mindre. Skal SAS overleve, må man etablere et lavprisselskab – dét segment er kommet for at blive, sagde han og foreslog, at SAS starter eget lavprisselskab eller fx køber Cimber Sterling.



I en kommentar til Nicolas Fischers udspil, siger marketing- og salgsdirektør i SAS Danmark, Per Møller Jensen (foto), til Take Off:



”Nicolas Fischer har også længe internt i SAS ment, at SAS skal satse på lavpris. Vi har sagt til ham, at SAS og vores ejere har en anden strategi, Core SAS, om at satse på forretningsrejsende. Det skrev SAS under på ved sin kapitaludvidelse tidligere i år.



Så kan man ikke i et svagt øjeblik – fordi Norwegian havde et godt andet kvartal – lade sig forblænde af et enkelt godt kvartal og satse på en helt anden struktur. SAS har jo ikke omkostningsstrukturen til at blive et lavprisselskab. Og ingen lavprisselskaber går fantastisk godt; SAS har ikke noget at gøre på det område – men vi har da alligevel masser af lavprisbilletter.”



”Nicolas Fischers forslag er langt ude i sommervarmen, jeg tror ikke, at han taler for alle sine medlemmer. Da vi i år præsenterede Core SAS-strategien, var vores ansatte ekstremt positive.



Skulle SAS blive et lavprisselskab, skulle vi have en helt anden omkostningsstruktur. Vi har spurgt Nicolas, om SAS i så fald for at gå ned i omkostninger bl.a. skulle fjerne vores tilskud til de ansattes parkering, kantine osv. – men det havde ingen interesse… Så hans forslag falder på hans egne urimelige vilkår. Hans forslag er ikke gennemtænkt, SAS har valgt sin strategi og vores ejere bakker op om Core SAS,” siger Per Møller Jensen.



Marketing- og salgsdirektøren for SAS Danmark siger, at SAS’ kommende trafiktal for juli vil vise en ”fornuftig kabinefaktor. Vi har meget fyldte fly – ganske vist er der ca. 15 % færre passagerer end i fjor, men vi har også taget ca. 20 % af flyene ud af trafik.”





HB



PS: Læserne er ikke i tvivl. De synes ikke SAS skal oprette et lavprisselskab. I ugens quick poll stemte 73 procent, eller 718, nej. Kun 272 synes det er en god ide.

Skrevet af