Sterling har ikke opgivet langruter

Blandt budskaberne fra islandske FL Group er, at Sterling godt kan skrinlægge planen om lavpris til USA. Men derfor har Sterling ikke opgivet langruter.



”Vi kunne flyve den modsatte vej. Jeg kunne sagtens forestille mig fx Den arabiske Halvø eller Sydafrika. Men der er ingen konkrete planer – nu skal vi fokusere på at give overskud, uden at afskære nye muligheder.”



Det siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, i Take Off-Stolen i novemberudgaven, som udkommer i dag og i morgen.



Her taler den nyuddannede psykoterapeut bl.a. også om codeshare: ”Traditionel codeshare giver ingen mening for et lavprisselskab. Der er for mange associerede omkostninger, en indviklet afregningsstruktur, og vi får først pengene sent. Vi er kede af at skære ned fra Billund, men ruterne gav underskud. Vi lukker ikke flere ruter fra Billund og flyver videre på fx Gatwick,” siger Stefan Vilner.



Han kommer også ind på forholdet til Københavns Lufthavn, hvor Sterling er næststørste kunde. En sammenfatning lyder:

”Lufthavnen har ikke fattet, at den ikke bevidstløst kan læsse sine omkostninger over på flyselskaberne. Men lufthavnens direktion er ligeglad. Lufthavnen har monopol, og direktionen udsigt til ca. 80 millioner i bonus, hvis lufthavnen bliver solgt til australierne.”



Blandt de andre emner i Stolen er passagerafgiften:

”Vi sætter ikke priserne ned, fordi afgiften forsvinder. Tjener vi ikke penge, har vi ingen eksistensberettigelse. Og det er forbrugerne ikke tjent med, for så hiver nogen stikket ud… ”



HB


Skrevet af