Sterling klar med brændstoftillæg



En af de nærmeste dage går Sterling ud med brændstoftillæg. Der bliver tale om et tillæg delt op på skandinaviske ruter, og et på de øvrige europæiske ruter.



Sterling-ruten til Aalborg samt til Norge og Sverige og lokalt i Sverige får halvt så stort et tillæg som på det øvrige rutenet.



Det bekræfter Sterlings kommercielle chef, Michael T. Hansen (foto), over for Take Off.



Tillægget for olieprisstigninger bliver 40 kr. hver vej for skandinaviske ruter, og 80 kr. hver vej for europæiske ruter. Til sammenligning har SAS et tillæg på ca. 150 kr. retur i dansk indenrigs og ca. 120 kr. retur i svensk indenrigs.



Cimber Air forhøjer fra 1. juni og kommer op på 150 kr. retur på indenrigsruterne og 300 kr. retur udenrigsruter.



“Vi går ikke ud for at konkurrere på brændstoftillæg, som vi gerne havde været foruden,” siger Michael Hansen.



“Men vi har gået efter en gennemsnitsbetragtning og har taget hensyn til de besparelser, det har givet os at påmonteret winglets. Det sker på halvdelen af flyparken i år, og resten næste år. Winglets betyder en besparelse i brændstof på mellem fem og syv procent på et moderne Boeing-fly som vores.”

-ejv


Skrevet af