STOCKHOLM: Der var udbredt glæde i SAS i går, da selskabet ved det årlige regnskabsmøde i Stockholm kunne præsentere sit første overskud i de fem år Jørgen Lindegaard har siddet ved roret i det skandinaviske flyselskab. Det blev til 92 mio. danske kroner før finansielle poster. (Efter skat et resultat på 255 mio. kr.).
Ikke meget, men nok til at betyde en kursændring med pil opad. En tydelig afslappet koncernchef gik linen ud og næsten nød de mange spørgsmål. Også dem, der ikke var så behagelige, men et konkret svar blev det på alle.
Således også spørgsmålet om den danske pilotstrejke og fremtiden. En strejke som kostede over 100 mio. kroner og dermed forringer januar kvartal i år betydeligt.
Der er ingen slinger i valsen omkring piloternes overførsel til de tre nationale selskaber fra en konsortieansættelse. “Det er en bestyrelsesbeslutning, og den står ikke til at ændre,” sagde Lindegaard, og tilføjede samtidig, at enhver strejke i den anledning ville være overenskomststridig. “Og jeg vil aldrig planlægge vores fremtid på den form for strejker, ” tilføjede han.
Han uddybede med, at piloterne naturligvis måtte følge al det øvrige personale i den opsplitning, som har fundet sted for at skabe et mere konkurrencedygtigt flyselskab.
Til at underbygge en sådan opfattelse gjorde Lindegaard også lige i forbifarten opmærksom på, at SAS konsortiet i dag består af ni flyselskaber, og i de seks, hvor piloterne er ansat direkte i selskabet, er der overskud.
Sagt på en anden måde: Kun i SAS Airlines med SAS-piloter i Norge, Sverige og Danmark er der minus.
Til gengæld kunne aktionærerne glæde sig. Nogle børsanalytikere var mere positive end andre, men tilliden til Jørgen Lindegaard er stor, selv om der ikke var nogen løfter for 2006. Alligevel steg aktien i Danmark med knap fem procent og i Sverige med hele 6,5 procent, mens Norge måtte nøjes med 4,5 procent stigning.
-ejv.
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

