Over 2.000 tyrkiske overnatningssteder har nu certificering fra Global Sustainable Tourism Council. Det gør Tyrkiet til det land i verden med flest GSTC-hoteller, oplyser turistrådet.
Bæredygtighed spiller en stadig større rolle, når rejsende vælger destination.
I takt med denne udvikling har Tyrkiet nået en milepæl i arbejdet med bæredygtig turisme: Over 2.000 overnatningssteder i landet har nu certificering fra Global Sustainable Tourism Council (GSTC), hvilket gør Türkiye til det land i verden med flest GSTC-certificerede hoteller.
Det skriver det tyrkiske turistråd i en pressemeddelelse.
GSTC-certificering gives til overnatningssteder, der tilbyder gæster en ansvarlig og komfortabel oplevelse. For at opnå GSTC-certificering skal et hotel reducere sin miljøpåvirkning, bevare og fremme lokal kulturarv og dokumentere bæredygtig drift inden for miljø, sociale forhold og lokal økonomi, herunder energibesparelse, ansvarlige indkøb og støtte til lokalsamfundet, oplyses det.
Certificeringen bygger på 19 krav fordelt på otte kriterier og vurderes af en uafhængig tredjepart, hvis mål er at sikre gennemsigtighed og reelle bæredygtige handlinger.
Ved udgangen af 2024 var 1.466 hoteller i Tyrkiet certificerede, mens tallet sidste måned var steget til 2.005 – en vækst på 37% på ni måneder.
Nationalt engagement
Siden 2022 har Tyrkiet samarbejdet med GSTC om at udvikle en national ramme for bæredygtig turisme, hedder det i pressemeddelelsen.
Landet var det første til at etablere et sådant program på regeringsniveau. På blot tre år har Tyrkiet certificeret over 2.000 hoteller, hvilket afspejler en bred indsats for at integrere bæredygtighed i turismesektoren, lyder meldingen.
I pressemeddelelsen siger Tyrkiets turismeminister, Mehmet Nuri Ersoy:
”At vi nu har over 2.000 GSTC-certificerede hoteller understreger vores ambition om at være blandt de førende inden for bæredygtig turisme. Med over 19.000 verificerede faciliteter og et stigende antal hoteller i den tredje fase af certificeringen ser vi en positiv udvikling. Vi udvider nu indsatsen til også at omfatte gastronomisektoren, hvor vi håber at opnå lignende resultater.”
Relaterede artikler:
Flere UNESCO-oplevelser i tyrkisk sortehavsregion
Tyrkiet: Turistrekord i 2024 – Rusland stadig størst
Tyrkiet: Rejste på dansk fremmedpas: Nægtet indrejse

STANDBY.DK Nyt om rejser


