20 kystnære destinationer forbedres

"Kystturismen er stagneret de seneste år, og den negative spiral skal vendes. Det er dyrt at feriere i Danmark, men hvis kvalitet og oplevelser er i top, er det i orden. Derfor skal vi målrettet løfte kvaliteten, så den matcher turisternes oplevelse af vores prisniveau," siger direktør Lars H. Olsen fra CKT ifølge epn.dk.

 

CKT har udvalgt geografisk mindre steder for at kunne gå mere i detaljer med kvalitetsudviklingen. De kommuner, der rummer de 20 feriesteder har tilsammen 20,5 millioner overnatninger, eller 40% af kystturismens omsætning, som for de berørte kommuner løber op i 17,3 milliarder kroner.

 

"Nu skal vi have beskrevet de enkelte steder ved hjælp af eksperter, og så skal der skabes en fælles oplevelse af stedet. Det er målet, at turisterne oplever stedet som deres hjem, så vi vil løbende måle deres reaktioner og tilfredshed, så de enkelte steder får fastlagt, om de har de rette tilbud i forhold til forventningerne, siger Lars H. Olsen.

 

"Kvalitetsbegrebet skal være en grundholdning i kystturismen, og vi tilbyder hjælp på analytisk basis, som kan omsættes til praksis. Om to år skulle alle involverede gerne have en fælles opfattelse af, hvilken kvalitet, turisterne skal opleve i deres område."

 

Projektet er led i ’Oplevelsesbaseret Kystturisme’, som regionerne Midtjylland, Nordjylland, Syddanmark, Sjælland og Ringkøbing-Skjern kommune står bag. Budgettet er 54 millioner kroner fra EUs regionalfond.

Skrevet af Flemming Juul