For hver ny Royal Caribbean International-booking, rejsebureaupartnere booker i denne måned til afgang næste år, giver krydstogtrederiet det sælgende bureau 200 dollars i ekstra bonus.
Royal Caribbean International fra Royal Caribbean Group er med sine foreløbig 26 skibe verdens næststørste krydstogtrederi, kun overgået af Carnival.
Også Royal Caribbean International, RCI, er igen ved at få gang i sine 26 krydstogtskibe. Nogle sejler allerede, og fortsætter forbedringerne med at få coronakrisen under kontrol med stadig flere færdigvaccinerede, forventes de resterende RCI-skibe i drift igen i løbet af næste år.
For at skaffe passagerer til sine mange skibe, konkurrencen er naturligvis hård mellem rederierne, og for at hjælpe sine rejsebureaupartnere, har RCI netop lanceret et nyt initiativ, Instant Booking Bonus, for sine rejsebureaupartnere.
Det gælder blandt andet RCI’s rejsebureaupartnere i Europa, og skal ifølge en pressemeddelelse styrke bureauernes fokus på at sælge RCI krydstogter og styrke bureauernes indtjening efter en svær tid under coronakrisen med nærmest ingen krydstogtgæster og dermed ingen omsætning.
Instant Booking Bonus giver rejsebureaupartnerne, udover deres normale kommission, hvad der svarer til 200 dollars i deres hjemlands valuta for alle krydstogter de sælger til fuld pris i denne måned til afgange fra næste år med RCI-skibe. Passagerer der booker disse krydstogter, får en voucher, Future Cruise Certificates, på 100 dollars til brug ombord på RCI-skibene.
Tre sejlende varemærker
Ben Bouldin, chef for blandt andet Europa hos Royal Caribbean International, siger i pressemeddelelsen:
”Det har unægtelig været en vanskelig tid for rejsebranchen, men nu ser vi igen stadig flere booke. Krydstogter er også tilbage – og mens vores flåde er på vej til at sejle igen, er Instant Booking Bonus en af flere måder at vise vores værdifulde partnere blandt rejsebureauerne, hvor vigtige de er for vores forretning og være med til at give os vores globale comeback.”
Royal Caribbean Group har tre sejlende varemærker. Der er det største, mainstream-produktet Royal Caribbean International, det lidt finere Celebrity Cruises og så highend-rederiet Silversea Cruises. RCGG ejer også 50 procent af TUI Cruises. Tidligere i år frasolgte Royal Caribbean Group det fine, men gamle Azamara Club Cruises med tre ældre krydstogtskibe.
I Danmark er fire rejsebureauer foretrukne salgspartner for RCI
Sidste år besluttede Royal Caribbean Group, et af de rederier, der sælger flest krydstogter i Danmark, blot at have fire foretrukne danske rejsebureauer, såkaldte Preferred Sales Retailer.
Før havde op mod 40 danske rejsebureauer et agentnummer hos Royal Caribbean.
Nu er Krydstogt Eksperten, MyCruise.dk, Nyhavn Rejser og SeaDane Travel de fire foretrukne partnere i Danmark for RCG. Rejsebureauerne får typisk 10-15 procent i kommission for at sælge krydstogter med Royal Caribbean.
30 millioner årlige krydstogtpassagerer
De 57 medlemmer hos Cruise Line International Association, krydstogtbranchens globale brancheforening, der repræsenterer 95 procent af verdens krydstogtrederier, havde i 2019, året før coronakrisen, tæt på 30 millioner passagerer.
Verdens største krydstogtområde var Caribien med næsten 12 millioner krydstogtgæster, fulgt af Middelhavet med 4,4 millioner, der var 3,9 millioner gæster på krydstogter i Asien, 1,7 millioner i Nordeuropa – plus 594.000 i Østersøen, og 1,2 millioner i Alaska som verdens største krydstogtområder, viser tal fra CLIA.
Af de 29,7 millioner gæster, CLIA-rederierne sejlede med i 2019, var de tre største leverandørregioner Nordamerika med 15,4 millioner passagerer, 7,7 millioner europæere var på krydstogt, mens det tredjestørste marked, Asien, havde 3,7 millioner krydstogtgæster.
Relaterede artikler:
Forskel på krydstogtkrav til færdigvaccinerede