København og mange af byens attraktioner, store som små, omtales over 200 sider i internationalt rejsemagasin. Arkivfoto fra Christianshavn: Mathias Brandt for VisitDenmark.

200 sider om København i internationalt rejseblad

København og dansk kultur får stor eksponering i nyeste udgave af internationalt rejsemagasin, der bruger et helt magasin til den danske hovedstad – i samarbejde med VisitDenmark og WoCo.

Fra fællesspisning på Vesterbro, gastronomi på restaurant Jordnær og besøg i Noma’s køkkenhave til Glyptoteket og fremstillingen af Flora Danica-stellet hos Royal Copenhagen. Fra smørrebrød og Dannebrog over Assistens Kirkegård og Copenhell til J-dag, havnebad og studenterkørsel.

De tusinder af læsere af den nye udgave af magasinet FARE, kommer vidt omkring og i dybden med den danske hovedstad. Hele magasinet, der består af 200 sider, er nemlig dedikeret til København og dansk kultur.

”Vi har sendt en lang række britiske medier og journalister til Danmark i år, men det er de færreste, som går så meget i dybden og kommer ind under huden på København i samme grad, som FARE her formår, og det har stor værdi for Danmark som rejsemål,” siger VisitDenmarks markedschef i Storbritannien, Dennis Englund, til VisitDenmarks hjemmeside og uddyber:

”Den eksponering, vi har skabt i samarbejde med FARE, vil ikke bare skabe ekstra opmærksomhed, men også tiltrække flere kulturinteresserede, købestærke og dermed attraktive rejsende til København og Danmark.”

Klik for større format. Forsiden på FARE-magasinet med fokus på København.

Den første by i Skandinavien
FARE, der har base Storbritannien, udkommer to gange årligt og hver gang fokuserer hele magasinet på én by. Tidligere har blandt andet Seoul i Sydkorea, Lima i Peru og Lissabon været omdrejningspunkt, mens København er første by i Skandinavien, som magasinet besøger, oplyser VisitDenmark.

Mens FARE har haft fuld redaktionel frihed, er det færdige magasin resultatet af et tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen og VisitDenmark i Storbritannien, der været i dialog med redaktionen om deres ønsker, valg og prioriteringer fra start til slut.

”Det er blandt andet ved indsatser som denne, at VisitDenmark drager fuld fordel af vores tilstedeværelse i Storbritannien og vores relationer på det britiske mediemarked,” siger Dennis Englund.

England er sammen med Tyskland, Sverige, Norge og Holland blandt Danmarks største nordeuropæiske turistmarkeder.

 

Relaterede artikler:

Udenlandske tourister tog 240.000 danske overnatninger

Ny formand for turismeudvalget i Dansk Erhverv

Københavns krydstogtkaptajn er gået fra borde