Middelhavslandet Malta kom sidste år for første gang over fire millioner ankomster fra udlandet. Fra de nordiske lande var der samlet 109.017 ankomster, en stigning fra 2024 på 13 procent.
EU-medlemmet Malta satte sidste år besøgsrekord med lige over fire millioner ankomster fra udlandet. Det oplyser middelhavsstatens turistråd, Malta Tourism Authority (MTA)
Malta kører blandt andet med en turismestrategi om at tiltrække gæster uden for højsæsonen og at tiltrække flere ”højkvalitetsbesøgende” med et højere forbrug. Sidste år brugte de udenlandske besøgende 3,9 milliarder euro, en stigning på 18,6 procent i forhold til 2024 og 44 procent mere end i 2023, oplyses det.
I gennemsnit brugte en udenlandsk besøgende sidste år 971 euro under opholdet mod 924 euro i 2024. Nordiske besøgende brugte mere, i gennemsnit 1.160 euro under deres rejse til Malta, lyder det fra turistmyndighederne.
De lige over fire millioner udenlandske turister (4.022.310) havde sidste år 25,4 millioner målbare overnatninger på middelhavsøen, en stigning på 11 procent sammenholdt med 2024. Det er en stigning på 11 procent i forhold til 2024, og, ifølge Maltas turistmyndigheder, den største stigning blandt EU-landene sidste år. Hér var der sidste år i snit en stigning på to procent.
Maltas grønne parti er dog ikke med i juhu-koret over de flere turister. De betyder øgede trafikale udfordringer og pres på øens drikkevand og energiforsyning, lyder det.
Stigning fra Norden
I en pressemeddelelse fra Maltas turistkontor i Norden oplyses det, at der sidste år var 109.017 ankomster fra Norden; en vækst på 13 procent i forhold til 2024.
Ifølge den nationale turistorganisation Malta Tourism Authority er det dog antal overnatninger, der er det mest relevante billede end blot at tælle ankomster. ”Overnatninger afspejler, hvor længe besøgende bliver, og dermed også turismens indvirkning på flere områder,” hedder det.
Ifølge Maltas statistikmyndighed var den gennemsnitlige opholdsvarighed omkring 6,3 nætter i 2025. Tallene for hele året viser også, at antallet af overnatninger fra besøgende steg.
“En besøgende, der bliver længere, bidrager mere til overnatningsfaciliteter, restauranter, transportselskaber, kultursteder, detailhandel og guider. Længere ophold er også normalt forbundet med større tilfredshed, større loyalitet over for destinationen og tilbagevendende besøgende,” siger Carlo Micallef, administrerende direktør for Malta Tourism Authority.
Malta får i år direkte Norwegian-rute fra Billund.
Relaterede artikler:
Norwegian med storoffensiv i Billund: 10 nye ruter, også til Malta

STANDBY.DK Nyt om rejser


