BA vil sælge ejerandel i Qantas

BA har lige over 18% af aktierne i sin australske Oneworld-partner, Qantas. Samarbejdet mellem selskaberne fortsætter, selv om BA sælger sin aktiepost.



Salget sker for at nedbringe BA’s egen gæld og gøre klar til eventuelle konsolideringer i Europa, siger BA’s australske koncernchef, Rod Eddington, som kom til BA fra Qantas. Konsolideringer betyder typisk opkøb i eller overtagelse af andre flyselskaber. BA har f.eks. 9% af Iberia og har signaleret interesse i at overtage irske Aer Lingus – begge med i Oneworld.



Den australske stat vil ikke tillade at udenlandske interesser ejer mere end 49% af Qantas, skriver Reuters.



Qantas vil i øvrigt fra årsskiftet sænke kommissionen til de australske rejsebureauer – fra 5 til 1% på indenrigsbilletter og til New Zealand, og fra 9 til 7% på internationale flyvninger.

Skrevet af