BA og Virgin Atlantic får milliardbøde

Selskaberne havde en aftale om kunstigt oppustede brændstoftillæg. Dermed blev der opkrævet 204 millioner dollars ekstra fra passagererne.



Financial Times skriver, at brændstoftillægget steg i perioden fra 5 til 60 engelske pund for en typisk returrejse over Atlanten med BA eller Virgin.



Fordi Virgin Atlantic sladrede til EU’s og USA’s konkurrencemyndigheder om sammensværgelsen, slipper Virgin billigere. BA skal tilbagebetale 140 af de 204 millioner dollars til passagererne.



Dermed kommer BA’s samlede udgifter til eventyret op på ca. 3,3 milliarder kroner. Heraf er de 2,6 milliarder kr. bøder til hhv. de engelske og amerikanske konkurrencemyndigheder for prisfuskeriet.



Men de yderligere 204 mio. dollars, som British Airways og Virgin Atlantic nu vil tilbagebetale de ca. 8 mio. berørte passagerer, bliver højest 10 sølle pund pr. flyvning.



Inden længe får berørte passagerer og rejsebureauer besked om, hvordan de skal forholde sig for at få pengene.



Det ulovlige prisfuskeri mellem British Airways og Virgin Atlantic varede fra 11. august 2004 til 23. marts 2006, hvor ledelsen i Virgin opdagede aftale og alarmerede myndighederne.

Skrevet af