Kun én vinder af Øresundsudbud

Enten DSB, der i dag sidder på Kystbanen, eller svenske SJ, der sidder på togtrafikken i Skåne, vil miste en pæn del af hjemmemarkedet, når vinderen af Øresundsudbuddet kåres på onsdag. Selvom den danske og den svenske del af togtrafikken er udbudt som to adskilte opgaver, så vil der kun stå ét enkelt togselskab øverst på sejrsskamlen, skriver Sydsvenska Dagbladet med henvisning til anonyme kilder tæt på udbudsprocessen.

For DSB vil det være et alvorligt tab, idet Kystbanen står for ca. ti procent af selskabets forretning og betegnes som DSBs ”hjerteblod” af DSB-topchef Søren Eriksen.

At få en og samme operatør på begge sider af Øresund har længe været en løsning, som flere kilder i branchen har påpeget. Det bakker trafikforsker Alex Landex fra DTU også op om.  
”Hvis der er én operatør frem for to, så slipper man for en række problemer. Man skal ikke deles om de samme tog, der vil være færre personaleskift, planlægningen bliver lettere, og der er ikke en anden operatør at skyde skylden på, hvis togene er forsinkede. Udbuddet er komplekst nok i forvejen, idet der er forskel på sprog, strøm og signalsystemer på den danske og den svenske side. Så det vil være en stor fordel med en enkelt operatør,” siger Alex Landex.

(Berlingske Tidende, d. 25. juni, 2007)

Skrevet af