Maersk Air og Kenya Airways i codeshare

1. november indleder Maersk Air et codeshare-samarbejde med Kenya Airways. Det sker med Maersk Airs tre daglige flyvninger (søndag dog to) fra Billund til Amsterdam.



Kenya Airways, der har 26 destinationer i Afrika, har undtagen lørdag daglig forbindelse mellem Amsterdam og Nairobi. Selskabet er det eneste helt privatejede flyselskab i Afrika og flyver med moderne Boeing 737 og 767 – fra næste år får selskabet også Boeing 777’ere til sine langruter.



Kommerciel chef i Maersk Air, Keld Mosgaard Christensen, siger: “Samarbejdet med Kenya Airways er endnu et tiltag fra Maersk Air for at udvikle rutenettet ud af Billund og sikre bedre og nemmere forbindelser til – i dette tilfælde – det afrikanske kontinent.”



Maersk Air har fra Billund one-stop forbindelse til over 500 destinationer i hele verden via Amsterdam, Bruxelles, Frankfurt, London, München og Paris i samarbejde med bl.a. Air France, KLM, Lufthansa, SN Brussels Airlines og snart altså også Kenya Airways.



Per Carøe, Manager Nordic & Baltic for Kenya Airways, siger: “Samarbejdet med Maersk Air er endnu et tiltag fra Kenya Airways for at tilbyde passagererne, i dette tilfælde de vestdanske, en hurtigere forbindelse til Afrika.”



Udover Amsterdam, hvor Kenya Airways store europæiske partner, KLM, har hjemme, flyver det østafrikanske flyselskab også ti gange om ugen til London.



Maersk Air åbner en ny rute i næste uge fra Billund til Kristiansand (flyvningerne fra København til den sydnorske by stopper 2. november – SAS åbner samme rute dagen efter.)




Maersk Air har i øvrigt netop åbnet en anden ny rute fra Billund, nemlig til Milano Malpensa.

Skrevet af