Nyvalg af unge rejsebranchefolk i Cometerne

IATA-cometerne – foreningen for de op til 40-årige i den danske rejsebranche – fik på sin generalforsamling lørdag ny formand.



Glenn Birkelev fra erhvervsrejsebureauet CWT har nu afløst Maria Zib fra Wasteels Rejser, som ikke ønskede genvalg efter et turbulent år i foreningens bestyrelse, hvor hun har siddet i fire år.



Balladen i bestyrelsen kulminerede i efteråret, da to af de fem bestyrelsesmedlemmer, Erik Hansen fra Estonian og Heine Morten Pedersen fra MyPlanet, forlod den angiveligt pga. uenighed med formanden.

”Der har været uro i bestyrelsen, kommunikationsvanskeligheder og kastet rigtigt meget mudder,” sagde Maria Zib i sin formandsberetning.



Uenigheden afskrækkede dog ikke Erik Hansen fra at kandidere til formandsposten i foreningen, han har været medlem af i ti år.

Pga. en forretningsrejse havde han ikke mulighed for at være til generalforsamlingen, hvor de 30 fremmødte medlemmer, og deres fuldmagter, dog klart valgte Glenn Birkelev som ny formand med 34 mod 17stemmerne.



Birkelev, der blev medlem af Comterne sidste år, begyndte for fem år siden som elev i CWT’s nu nedlagte afdeling i Esbjerg og kom siden til CWT’s danske hovedkontor i København.



KASSERET SOM KASSERER

Den afgående formand, Maria Zib, var kandidat som kasserer. Hun sagde inden afstemningen, at blev Erik Hansen ny formand, var hun ikke kandidat. Men ved afstemningen blev hun ikke valgt, den post gik til Søren Alling fra Hannibal Travel Group.



De øvrige medlemmer til den helt nye bestyrelse blev Nicolai H. Hansen fra USA Rejser, Ida Jakobsen fra Rejsefeber.dk samt Tünde Orban fra FDM travel.

De afløser den tidligere Comet-formand, Klaus Tøth fra MyTravelsamt Susan Lindsted fra Alitalia.

Dermed er der kun ansatte fra rejsebureauer i bestyrelsen for den 15 år gamle klub, hvis medlemstal nu er oppe på 81 plus seks æresmedlemmer.



Suppleanter til den nye bestyrelse blev Peter Jørgensen, netop skiftet fra Rejsegalleriet til Bella Vista Travel, og Erik Kludt fra Net Travel. Suppleanterne kan uden stemmeret deltage i det månedlige bestyrelsesmøde.



Det koster årligt 400 kroner (det halve for elever) at være medlem af IATA-Cometerne, der arrangerer faglige møder samt studieture.



Generalforsamlingen vedtog i øvrigt en passus i vedtægterne om, at studieture skal have ”en vist mængde fagligt indhold” så de ikke bliver ”badeferier.”



HB

Skrevet af