Den nordjyske erhvervsmand Holger Colding (foto) har købt det ligeså nordjyske rejsebureau Samson Travel i Frederikshavn, som snart får en afdeling i Aalborg.
Holger Colding, der ejer den nordjyske industrikoncern Scanima, lagde i 1999 lokaler til erhvervsrejsebureauet Skotte Business Travels afdeling i Aalborg, hvor Anette Myhre blev bureauchef.
Samarbejdet med Skotte er ophørt, men Anette Myhre fortsætter med sine over 25 års erfaring fra rejsebranchen i Samson.
Bureauchef for det nye Samsons to bureauer bliver Hans Berthelsen, der kommer fra stilling som chef for FDM travels rejsebureau i Aalborg.
Den hidtidige ejer af Samson, Hans J. Wellejus, med 40 års erfaring i branchen, fortsætter på kontoret i Frederikshavn, hvor der er fokus på grupperejser – den kommende afdeling i Aalborg skal tage sig af erhvervsrejser.
Tagget med: Grupperejser Jysk Rejsebureau Samson Travel