Pirater angriber krydstogtskib med danske passagerer

Det hører ikke til sjældenheder at skibe angribes af pirater ud for Somalias kyst, men det er første gang, at målet har været et luksusskib med krydstogtpassagerer, som det skete tidlig lørdag morgen for Seabourn Spirit.



To speedbåde angreb med raketter, og det fik straks kaptajnen til at beordre alle passagerer ud af kabinerne og ind i restauranten med ordre om at ligge fladt på gulvet.

To kabiner blev ramt, og en fra besætningen mindre såret, mens kursen blev lagt om og Seabourn Spirit med fuld kraft i slalomstil bevægede sig væk fra området, og de skræmte passagerer – heraf to danske – kunne gå tilbage til kabinerne. Samtidig aflyste rederiet omgående anløb senere på turen til Mombasa i Kenya.



“Jeg kender personligt kaptajnen og har fået detaljeret beskrivelse af forløbet samt en forsikring om at vore to gæster fra Danmark har det godt,” fortæller adm. direktør fra Bella Vista Travel, Jesper Boas Smith til Take Off.



Ifølge Internationale Maritime Bureau har der været 23 piratangreb på fartøjer ud for Somalias kyst siden marts i år.



Seabourn Spirit fortsatte til Seychellerne med 302 lettere chokerede men uskadte passagerer, som slutter deres krydstogt der i mere fredelige omgivelser i dag.



Ejv.

Skrevet af