Ryanair vildleder med priserne på selskabets største lavprisruter ud af Danmark. Hver gang den irske discountoperatør sælger en billet på ruterne fra Aarhus Lufthavn til London og Skavsta ved Stockholm kræver selskabet, at kunden betaler en passagerafgift på 66 kr.
Men Ryanair får rabat og betaler reelt kun lufthavnen 33 kr. pr. passager. Forskellen beholder lavprisselskabet, og det drejer sig om adskillige millioner kr., eftersom Ryanair i de seneste år har haft mere end 200.000 afrejsende passagerer fra lufthavnen i Tirstrup.
Forbrugerrådet kalder det vildledende, at Ryanair opkræver dobbelt så høje afgifter, som selskabet betaler. Også SAS, der er i skarp konkurrence med Ryanair på en række ruter, er utilfreds med Ryanairs prispolitik.
”Ryanair fører kunderne bag lyset for kunstigt at presse billetprisen uden afgifter ned,” siger Lars Andersen, direktør i SAS.
Ryanair mener ikke, at der er tale om vildledning af kunderne. Det irske lavprisselskab har i øvrigt udsigt til at miste rabatten på 50% på passagerafgiften, som Aarhus Lufthavn yder Ryanair. Rabatten er givet med henvisning til en særlig aftale om, at passagerafgiften kan halveres, hvis der er tale om kampagnebilletter, der koster mindre end 50% af prisen for en normalbillet til fuld pris.
Statens Luftfartsvæsen har i et brev til Aarhus Lufthavn meddelt, at rabatordningen er i strid med reglerne, og myndigheden kræver, at ordningen ophører senest om et halvt år.