DRF profilerer sig på billig baggrund

”Jeg er utrolig forundret over indholdet af DRF’s pressemeddelelse, hvor man fyrer så meget af uden grund. Vores forening, Rejsearrangører i Danmark, har deltaget i nogle af møderne og bl.a. blevet præsenteret for en kampagne som ville koste en masse – og som vi ikke mener er den rigtige måde at angribe det alvorlige problem med sexturisme på,” sagde Jan Vendelbo, da Take Off i går bad om hans kommentar til kritikken mod charterbranchen fra DRF.



Foreningen Rejsearrangører i Danmark omfatter alle de store charterarrangører, undtagen Tyrkiet Eksperten.



”I stedet for at lave en kampagne som denne, hvor man skyder med spredehagl, har RID’s medlemmer bl.a. tilbudt at uddele information om emnet på relevante rejsemål. De fleste RiD-medlemmer har en helt anden tilgang til gæsterne, idet vi har rejseledere på destinationerne – modsat de fleste DRF-medlemmer.



En sådan løsning ville give større effekt end at betale et reklamebureau for at lave annoncer til danske aviser. I forvejen bruger f.eks. MyTravel store midler på at bekæmpe sexturisme med børn,” siger Jan Vendelbo.



”Derfor blev jeg harm over den udmelding fra DRF, som vil profilere sig som noget, de ikke er. Det er groft at hænge charterbranchen ud på en så fejlagtig måde. Det er billigt og langt under bæltesteder,” siger Jan Vendelbo og tilføjer:



”Jeg har altid synes, at DRF stod for noget seriøst, men her prøver DRF at score billige point på et område, DRF aldrig før har beskæftiget sig med.



Vi andre har i årevis støttet kampagner på rejsemål mod bl.a. børnesex og fortæller på destinationerne vore gæster om lovgivningen mod pædofili. At få bugt med sexturisme kræver tæt samarbejde med lokale myndigheder.”





HB

Skrevet af