SAS vil have ferietøjet retur

Direktør for rejsebureauet Strobel Travel i Århus, Bent Strobel, undrer sig over, hvad han ser som en ny praksis hos SAS. Bent Strobel skrev forleden til Take Off:



”En i øvrigt meget tilfreds kunde, der havde været på bryllupsrejse på Barbados, fortalte, at eneste sorte plet på turen var, at parrets kufferter først nåede frem tre dage efter parrets ankomst til hotellet. Kufferterne var ikke kommet med fra Kastrup. Jeg kunne oplyse min kunde, at dette desværre ikke hører til sjældenhederne,” lyder det fra Bent Strobel.



Strobels kunde havde modtaget kompensation fra SAS til køb af nyt tøj, under den forudsætning, at han indsendte det indkøbte tøj fra Barbados til SAS i Kastrup, når parrets bagage kom frem.



”Så prøv at holde udkig i lufthavnen i Kastrup efter SAS-personale i Barbados-shorts, blomstret bikini eller mangefarvede skjorter. Så kan I få en fornemmelse af, hvor mange kufferter, der er blevet “glemt” ved afrejsen fra Kastrup,” skrev Bent Strobel.



Men returneret ferietøj bliver ikke brugt af SAS-ansatte, fortæller SAS Danmarks salgs- og marketingsdirektør, Lars Bording, til Take Off:



”Det undrer mig meget, at Bent Strobel ikke kender forsikringspraksis. Når bagagen ikke ankommer samtidig med bagagen, hvilket sker meget sjældent, er der to måder at få nyt tøj mm på, indtil bagagen kommer frem. Man kan inden for klare regler købe nødvendigt tøj og sende regningen til flyselskabet eller sit eget forsikringsselskab.”



”SAS tilbyder en ganske almindelig forsikringspraksis, hvor kunderne kan returnere halvdelen af det beløb, vi har udbetalt til køb af nyt tøj. Det vælger de fleste. Kunden kan også vælge at beholde hele beløbet, men så vil vi have tøjet. Det giver vi til fx Red Barnet,” siger Lars Bording.



Take Off videresendte Bent Strobels e-mail til SAS, hvorfra chefen for SAS Danmarks Customer Relations,Gitte Gyalokay, skrev til Bent Strobel:



”Montreal Konventionen gælder forsinket og ødelagt bagage. Flyselskaberne har et begrænset erstatningsansvar – max. 1.000 SDR (Special Drawing Rights, 1 SDR svarede i går til 8,37 danske kr., red). Det vil sige, at vi aldrig kan dække højere end dette beløb, men henviser til kundernes egne forsikringsordninger.



Det er almindelig forsikringspraksis, at hvis kunden lider et tab, som vi erstatter, og kundens oprindelige bagage efterfølgende dukker op, så har kunden både sit oprindelige tøj og det nyindkøbte. Det vil sige kunden er dobbeltdækket, hvilket ikke er tilladt i følge forsikringsloven.



SAS tilbyder fuld erstatning ved forsinket bagage for de nye varer, som kunden har indkøbt mod forevisning af originale kvitteringer – op til max. dækning på de 1.000 SDR – hvis kunden indsender det nyindkøbte tøj.



I de fleste tilfælde dukker den oprindelige bagage heldigvis op, og i disse tilfælde kan vi tilbyde 50 % dækning, men så kan kunden til gengæld beholde de nye varer. Dette vælger de allerfleste. Vi har så valgt at i de få tilfælde, hvor kunden indsender tøjet, at donere det til velgørenhed,” lød svaret fra SAS’ Gitte Gyalokay.





HB




Skrevet af