
Fra 12. januar 2009 skal alle rejsende til USA, senest 3 dage inden afrejse, have givet en række oplysninger om dem selv og deres rejse under det såkaldte ESTA-program. Formularen til dette har siden 1. august 2008 været tilgængelig på hjemmesiden: https://esta.cbp.dhs.gov/
Lande under Visa Waiver-programmet, f.eks. danske statsborgere, skal have udfyldt denne formular inden afrejse til USA. Ellers skal flyselskaberne nægte dem adgang til flyet til USA.
Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer i sit nyhedsbrev kraftigt sine medlemmer til at kommunikere de kommende regler ud til sine kunder hurtigst muligt. Dermed forhindres eventuelle overgangsproblemer for kunder, der bestiller deres rejse nu med afrejse næste år og derefter glemmer indrapporteringen.
Ligeledes foreslår DRF, at rejsebureauerne kontakter kunder, der allerede har bestilt en rejse med afrejse næste år, for at gøre opmærksomme på de nye regler.
Spørgsmål i forbindelse med afgivelse af oplysninger skal rettes til den amerikanske ambassade i Danmark.
Det skal understreges, at ansvaret for afgivelsen af korrekte oplysninger ligger hos kunderne. Dette udgangspunkt ændres dog, såfremt et bureau assisterer en kunde i denne proces eller overtager denne for kunden, hedder det fra DRF som tilføjer:
DRF fraråder på det kraftigste sine medlemmer, at tage del i kundens afgivelse af disse oplysninger, da de økonomiske konsekvenser af fejl eller undladelser kan være meget betragtelige, samt underlagt amerikansk lov og ret.
Tagget med: Danmarks Rejsebureau Forening DRF

STANDBY.DK Nyt om rejser

