HORESTA forsvarer renlighed på danske hoteller

Rengøringsstandarden og fødevarehygiejnen er generelt høj på de danske hoteller. Der findes hoteller, hvor der er beskidt i krogene, men de tre hoteller i DR’s forbrugerprogram, Konsum, kan ikke bruges som eksponenter for standarden på de danske hoteller generelt.



Det er i hvert fald HORESTA’s kommentar til tv-udsendelsen i sidste uge, hvor tre små jyske hoteller blev filmet med skjult kamera og afsløret i mangelfuld rengøring og ringe fødevarehygiejne.



”Det var useriøs journalistik, hvor man nøje havde udvalgt tre hoteller til en historie om, at det kræver mod at tage på hotelferie i Danmark. De danske hoteller har generelt en meget høj standard hvad angår rengøring og fødevarehygiejne,” siger HORESTA-direktør Lone Njor Hulth.



De tre hoteller i udsendelsen – Hjardemaal Klit Hotel; Hotel Bedsted Kro og Sommersted Hotel – er ikke medlem af HORESTA. De indgår dermed ikke i den officielle klassifikationsordning. ”Netop klassifikationsordningen bruges til at sikre et godt produkt. Rengøringsstandarden er et af de kriterier, hoteller bedømmes på, når vores klassifikationsinspektører uddeler stjerner – og det kan koste flere stjerner, hvis der ikke er ordentligt rent,” siger Lone Njor Hulth.



HORESTA opfordrer på baggrund af Konsum-udsendelsen Fødevarestyrelsen til at intensivere indsatsen, så niveauet for fødevarehygiejne hæves i virksomheder uden tilstrækkelig fokus på området.



De tre hoteller var: Hjardemaal Klit Hotel; bedømmelsen fra Konsum: værelse OK, dog fyldt askebæger i kommoden – badeværelse beskidt.



Hotel Bedsted Kro; bedømmelse: acceptable værelser. Defekt fjernsyn. Vi fik serveret for gammel sodavand. Myrer på bordet og i saltbøssen i restauranten. Muggent rugbrød til morgenmad.



Sommersted Hotel; bedømmelse: meget beskidte værelser og badeværelser. Til morgenmad muggen rejeost.

Skrevet af