Indtil nu har Heart Hotels i danske Travelheart Family kun haft skihoteller. Til sommer åbner det første middelhavshotel. En gimmick for at få opmærksomhed om hotellet har båret frugt.
Heart Hotels er hoteldivisionen i danske Travelheart Family, der har hovedkvarter i vestjyske Ringkøbing, og som i alt omfatter 17 varemærker. Det er navnlig rejsebureauer, men blandt andet også flyselskabet Airseven samt for eksempel Heart Hotels.
Hidtil har Heart Hotels drevet 11 skihoteller i Østrig. Disse bruges blandt andet af gæster fra Travelhearts skirejsebureauer Nortlander, Slopetrotter og Danski.
Men op til sommerferien åbner Heart Hotels’ første middelhavshotel, det fire-fem-stjernede Heart Hotels Caesars ved Sivota på det græske fastland. Hotellet får i første omgang 32 værelser, én swimmingpool, restaurant, spaområde, to padelbaner og fitnessområder. Hotellet bliver næste år udvidet til at bestå af 90 værelser.
Kasper Kallesøe, direktør for Heart Hotels, sagde sidste år i maj til Standby.dk: ”Det har i lang tid været et ønske at kunne bidrage til Travelheart Family med et sådant Heart Hotel, der nu er på vej i Sivota. Nu har vi fået denne helt unikke mulighed med et langvarigt partnerskab med en lokal græsk partner, hvor vi er med i hele byggeprocessen.”
En uges gratis ferie
Det er udelukkende gæster fra tre af charterarrangørerne i Travelheart Family – Primo Tours, Århus Charter og SunCharter – der kan booke ophold på det nye Heart Hotels Caesars.
Som en gimmick for at gøre opmærksom på det nye græske hotel, åbnede de tre rejsearrangører sidste år muligheden for, at en familie eller et par kunne søge en uges gratis ophold på hotellet.
Alt, de tre charterrejsebureauer forventer til gengæld, er, at vinderne af lodtrækningen efter ferien udfylder et spørgeskema og hjælper Travelheart Family-medlemmerne med at finpudse de sidste detaljer ved hotellet.
”Vinder man lodtrækningen, skal man bare møde op i Billund Lufthavn bagagen, og så har man en uge til at prøve hotellet og nyde ferien,” siger Kasper Tangsig, PR- og marketingschef for blandt andet Primo Tours, Århus Charter og SunCharter til TV 2 Midtvest. Han tilføjer: ”Det er en anderledes måde at få feedback på vores hotel, men en gratis ferie kan vi jo alle trænge til.”
Ifølge Kasper Tangsig har 33.000 meldt sig til muligheden. Testfamilien skal være klar til at rejse 13. juni, hvor første fly fra Billund letter med kurs mod Sivota. Fristen for tilmelding lukker den 30. marts, man kan tilmelde sig lodtrækningen på Primo Tours, Århus Charter eller SunCharters hjemmesider.
Dansk hotelpersonale
Dele af hotelledelsen og personalet på det kommende græske Heart Hotel bliver danskere – på samme måde som det er tilfældet for divisionens skisportshoteller.
”Dét, der virker for danske gæster på ski, har vi en tro på også vil fungere når de er på charterferie,” sagde direktør for Heart Hotels, Kasper Kallesøe, i maj sidste år til Standby.dk og tilføjede:
”På vores egne Heart Hotels står vi selv for personale, for madlavning, rengøring, vedligehold og så videre. Og Heart Hotels skal udbygges med flere hoteller på eksisterende og kommende Travelheart Family-rejsemål.”
Relaterede artikler:
To divisioner i Travelheart Family får ny ledelse
Travelheart Family på vej med første sommerhotel
Primo Tours-gruppen får fælles nyt koncernnavn: Travelheart Family