SAS indsætter Airbus-fly til Aalborg

Der er efterhånden mange flyafgange på den mest benyttede indenrigsrute mellem København og Aalborg, hvor SAS nu har 11 daglige afgange. Derudover flyver Sterling og Cimber Air også på ruten.

”Vi matcher konkurrencen, og det bliver vi ved med. Vi er fortsat selskabet med de fleste lavpriser, også i indenrigstrafikken. Vi har samtidig vore businesskunder at tage vare på,” siger chefen for ruteplanlægningen i SAS Danmark, Morten Malmros.

”Som en konsekvens af, at det kan være svært om morgenen, indsætter vi her i efteråret en Airbus 319/320 på nogle afgange. Det forøger antallet af sæder fra 150 til 198. Da Aalborg lufthavn samtidig indvier en ny terminal, passer det fint. Vi har to ruter i dansk indenrigstrafik, nemlig til Ålborg og Århus, og dem agter vi at fastholde, gerne med en fremgang i passagertal, men vi afgiver ikke frivilligt nogen. Vi har i første halvår omkring seks-syv procent flere passager,” siger Morten Malmros.

SAS har dog kun en gennemsnitsbelægning på op mod 65 procent på indenrigsfly.
”Det kan ikke undgås, hvis vi vil betjene vore stamkunder, når der er brug for det. Fyldt fly den ene vej og knap så godt den anden. Endelig er der også det, at 60 procent af passagererne fra Århus skal videre med udenrigsfly. Fra Aalborg er det kun 40 procent. Resten er punkt til punkt trafik med stor mødeaktivitet,” fastslår Morten Malmros.

(Berlingske Tidende, d. 3. september, 2007)

Skrevet af