Bliver det i år, at Skyteam Danmark holder fest for rejsebranchen? Ejer American Express stadig halvdelen af Profil Rejser ved årsskiftet og begynder British Airways, SAS eller Swiss i år at flyve egne udenrigsruter fra Billund?
Det er nogle af de 17 spørgsmål i Take Off’s årsquiz for 2003 som de tænksomme læsere kan fundere over og læse mere om i det nye nummer, der kom i denne uge.
Ved årets udgang gennemgår vi svarene, og den med flest rigtige får en Magnum-flaske god fransk champagne til nytårsaften – måske en endnu finere præmie!
MERE QUIZ I MÅNEDENS TAKE OFF
På ”Mellem Os-”siden i det nye Take Off har vi atter en konkurrence. Denne gang kan der vindes musical-billetter og hotelophold i Århus med SAS og Radisson SAS.
Take Off har 2 x 2 billetter til musicalen Copacabana med bl.a. Stig Rossen til forestillingen i Musikhuset i Århus torsdag den 13. februar.
Århus’ største hotel, Radisson SAS Scandinavia Hotel, byder de to vinderpar på en overnatning i dobbeltværelse med morgenmad – og skulle vinderne komme fra Storkøbenhavn tilbyder SAS fly fra CPH til Århus.
FOLD-UD KALENDER I DET NYE TAKE OFF
Årets første Take Off indeholder bl.a. en kalender med hovedparten af de ansatte i Maersk Airs salgsafdeling. Anført af rutechef Keld Mosgaard poserer de nærmest ens klædte sælgere i deres mørke jakkesæt og hvide skjorter – med slips, forstås.
Denne påklædning har givet Maersk Air-sælgerne kælenavnet ”klonerne” i og udenfor Maersk Air.