Billetkontoret klar med nyt Nordamerika-program

Turoperatøren Billetkontoret har netop udsendt sit nye Nordamerika-program. ”Fire sider større end forgængeren – og med bl.a. fire sider mere om Canada,” siger produktchef Karen Boye til Take Off.



Blandt nyhederne i det 32 sider flotte program er flere tilbud om rundrejser i såvel USA som Canada i enten udlejningsbilen fra Hertz eller rundrejser med bus.




De fire foreslåede kør-selv ture er i New England-staterne (det nordøstlige USA), Capital Region (delstaterne Maryland og Virginia samt forbundshovedstaden Washington DC), ”Highlights of the West” med Stillehavskysten mellem Los Angeles og op til San Francisco plus fem nationalparker og Las Vegas samt canadiske Vancouver og den smukke natur i Rocky Mountains ved bl.a. Banff.



Blandt Billetkontorets andre nyheder er udlejning af motorhomes samt en pakkerejse til Hawaii.



Billetkontoret, der ejes af en halv snes rejsebureauer, er udelukkende grossist og sælger sine produkter via 150 rejsebureauer landet over. Europa er Billetkontorets største marked med Nordamerika og Fjernøsten på en delt andenplads.



I øvrigt er Karen Boye en af de tre Nordamerika-eksperter som i Take Off-Stolen taler om destinationen i februar-udgaven, der som altid udkommer den 15. i måneden. Her har Take Off atter tema om Nordamerika.

Skrevet af