Mols-Linien vil købe dele af Scandlines

Mols-Liniens bestyrelsesformand Anker Christoffersen:
”Hvis de vil sælge, er vi klart interesseret i at se på tingene. Det afhænger naturligvis af prisen, men vi har allerede gjort de mulige købere af Scandlines opmærksom på muligheden for at sælge til os”, siger han til borsen.dk.

Forventningerne om et snarligt salg af Scandlines fik i slutningen af sidste uge mere fast grund under fødderne. Den endelige underskrift ventes sat i denne uge.

Køberne er de finansielle investorer, britiske 3i og tyske Allianz Capital, samt rederigruppen Deutsche Seerederei. Prisen bliver omkring 11 mia. kr., hvor finansieringen måske kan afhænge af et frasalg af visse dele af Scandlines.

Køberne bliver samtidig største aktionær i Mols-Linien, idet Scandlines ejer 30% her.

Mols-Linien har tidligere vist interesse for Scandlines Sydfynske med ruterne Spodsbjerg-Taars og Bøjden-Fynshav. Ambitionen er at udvide Mols-Liniens forretningsområde til at omfatte hele Danmark.
 
”Scandlines-salget har jo været et tema i mange år, og vi har gjort os klar, så vi ikke bliver taget på sengen, men vi ved ikke, hvad de nye købere vil – heller ikke med deres aktier i Mols-Linien”, siger Anker Christoffersen til borsen.dk.

Skrevet af