Fredagskommentaren af Ejvind Olesen: Min drøm om Ryanair

Det var lige før vi blev kaldt ud. Jeg havde godt bemærket, at der på trods af kulden i Esbjerg og en strid vestenvind gik en del meget letpåklædte mennesker rundt. I cafeteriet sad en smart, velproprotioneret pige i bikini ved siden af en helikopterpilot i uniform. Det så underligt ud.



Men jeg vidste bedre. Jeg skulle nemlig også med Ryanair. Selv var jeg iklædt moderne shorts, fordi jeg alligevel mente, at badebukser var at gå et skridt for vidt. Jeg frøs med nøgen overkrop, men hvad gør man ikke for at få en billig billet.



Vi var 150 passagerer i et fly med 150 stole. Alle havde vi lært lektien fra Michael O`Leary. Vil man have tøj på, vil man have bagage med, vil man læne stolen tilbage, vil man have noget at spise om bord – så kan man tage et andet flyselskab.



”Målet er at komme af med bagagen, af med alt, hvad der vejer og fylder, at få så let en vægt på flyet som overhovedet muligt for at spare brændstof. Man sparer så mange penge på at tage med Rynair, at man kan købe sig tøj og andre fornødenheder, når man kommer frem. Man kan sagtens vente med at spise, og man tager da ingen skade af at sidde lige op og ned i flere timer. Man må også lære at holde sig. Vi har indraget to toiletter for at få plads til flere stole i kabinen.”



Oh, Michael vi følger dig, tænkte jeg og så mig omkring, da vi var kommet ombord. Det var ret fascinerende med stewardesse i bikini og en kaptajn i badebukser med striberne malet på armen for at vise, at det var ham, der havde kommandoen.



Redningsbælterne var det, der fyldte mest. Børn i badetøj så sig omkring og syntes det var skægt. ”Mor, er vi nu i vandland i Danland oppe i luften,” spurgte en lille pige. ”Nej, vi er ude at flyve med Ryanair,” svarede moderen. ”Hvorfor har de så ingen tøj på ?” spurgte det uskyldige barn. ”Det er for, at vi skal være lettere,” sagde moderen. ”Men far sagde da forleden, at du ikke er særlig let,” kom det fra barnet.



”Det er sommer og Solen skinner hverken i Esbjerg eller i England, derfor vil Michael gerne give sine passagerer en lille gave,” lød det jublende over højtaleren. Nu kom de rundt med små poser med solsikkefrø. Michael var nu også så opfindsom.



Ville man have en smule at drikke, kunne vi købe letmælk for 50 kr. Stewardessen sagde, at grunden til at prisen var så høj, var at der skulle betales med sedler. Mønter var alt for tunge at have med.



Da vi kom til Stansted øsede regnen ned. Men det gjorde ikke så meget, for vi havde jo badetøj på. Det var ganske vist koldt, men noget må man lide, når man kun har givet 11 kr. for billetten.



Foran mig hørte jeg Michael sige ”Målet er at komme af med stor bagage. Hvis man ønsker mere end håndbagage må man tage et andet selskab. Samtidig sparer man også så meget ved at flyve med Ryanair, at der nok kan blive råd til at købe en hårtørrer, når man kommer frem.”



Jeg vågnede med et sæt. Jeg havde vist blundet en anelse. Foran mig lå Jyllands Posten Erhverv med netop den seneste udtalelse fra Michael.



Der er altså alligevel ikke så langt fra drøm til virkelighed.

Skrevet af